50 bureauer stillede på banen, da Odense Kommune gik sammen med Esbjerg og Sønderborg kommuner for at udbyde en række tryk- og reklameopgaver for i alt 17,6 mio. kroner årligt.
I sidste ende blev 11 bureauer (se listen forneden) udvalgt til rammeaftalen. Den rummer 9 delaftaler, som indeholder alt lige fra tryk, rådgivning og produktion i trykte, digitale og sociale medier samt totalentreprise på kampagner.
Det er meget normalt, at flere kommuner går sammen om et udbud, fortæller Contract Manager Thomas Hoffmann, Odense Kommune, som har varetaget ansvaret for de indgåede aftaler.
”Det er ud fra et besparelsesmæssigt synspunkt, at vi er tre kommuner, der går sammen i dette udbud. Der er meget arbejde i at lave udbud. For at lette det arbejde er Odense Kommune med i et indkøbsfællesskab sammen med 14 andre fynske og jyske kommuner. Hver kommune får tildelt en række udbud, så man skiftes til at stå for arbejdet,” siger Thomas Hoffmann.
Fingerspitz er blandt de bureauer, der bød ind på udbuddet, og som nu er kommet med i 5 af de 9 delaftaler.
Selv om der ’kun’ er tale om en rammeaftale, og bureauerne ved større opgaver skal kvalificere sig i mini-udbud, er Babak Djarahi, salgsdirektør fra Fingerspitz, tilfreds med i det hele taget at være med:
”Det er helt nyt, at vi er med til at byde på kommunale opgaver, så vi er ydmyge og stolte af at komme med,” siger Babak Djarahi.
Han har store forventninger til aftalen, men tør ikke sætte kroner og ører på, hvad det vil betyde for bureauet, for én ting er forventninger, noget andet er hvad, der reelt kommer ud af det.
”Når man kender Odense kommune, så ved man, at de har gang i mange store anlægsprojekter, så jeg forventer, at der bliver behov for en række af de ydelser, vi tilbyder”.
Oversigt over valgte bureauer i udbuddet for Odense, Esbjerg og Sønderborg. Rammeaftalen gælder i tre år:
Delaftale 1a: Print, kopi og tryk til Odense Kommune til et beløb af 6,5 mio. kr. årligt:
- Casanta
- Rosendahls
- TopTryk Grafisk
Delaftale 1 b: Print, kopi og tryk til Sønderborg Kommune til et beløb af 775.000 kr. årligt:
- Casanta
- TopTryk Grafisk
- Kailow Graphic
Delaftale 1c: Print, kopi og tryk til Esbjerg Kommune til et beløb af 600.000 kr. årligt:
- Rosendahls
- TopTryk Grafisk
- VesterKopi
Delaftale 2: Kuverter med logo til Odense og Esbjerg kommuner til et beløb af 300.000 kr. årligt:
- Oberthur
Delaftale 4a: Rådgivning og produktion af kampagner i trykte medier til Odense Kommune til et beløb af 1.1 mio. kr. årligt:
- Clausen Grafisk
- Cosmographic
- Fingerspitz
- KreativGrafisk
- Casanta
Delaftale 4b: Rådgivning og produktion af kampagner i trykte medier til Sønderborg Kommune til et beløb af 450.000 kr. årligt:
- Clausen Grafisk
- Fingerspitz
- Casanta
Delaftale 5a: Rådgivning og produktion af kampagner på digitale og sociale medier til Odense kommune til et beløb af 400.000 kr. årligt:
- Fingerspitz
- KreativGrafisk
- Casanta
Delaftale 5b: Rådgivning og produktion af kampagner på digitale og sociale medier til Sønderborg kommune til et beløb af 250.000 kr. årligt:
- Clausen Grafisk
- Fingerspitz
- Casanta
Delaftale 6: Totalentreprise på kampagner i flere medier til Odense kommune og Esbjerg kommune til et beløb af 7,3 mio. kr. årligt:
- Clausen Grafisk
- Cosmographic
- PrinfoDenmark
- Fingerspitz
- KreativGrafisk