Lars Silberbauer fra Lego og Anne Villesmoes fra Danish Crown er kommet på Holmes Reports liste The Innovator 25, der beskriver de 25 mest betydningsfulde digitale marketingpersoner i EMEA-regionen p.t.
Holmes Report har lavet denne liste i USA, men det er første gang, at den tager denne region under behandling.
Lars Silberbauer er Global director og social media, search & video for Lego, og han fremhæves for at have bragt Lego op på et andet og højere niveau af engagement og fokus i sin globale digitale tilstedeværelse.
Da den danske digitale strateg begyndte hos Lego, havde klods-koncernen ikke engang en officiel hjemmeside. Senest har Adweek rangeret Lego øverst i legetøjsindustrien, når det gælder SoMe og YouTube.
Anne Villesmoes, VP group communications hos Danish Crown, har – med ”clear thinking and plain speaking” – forvandlet et slagteri til et strålende eksempel på ”progressive public relations”.
Af de øvrige på listen kan nævnes Nicola Mendelsohn (øverst ansvarlige for Facebook EMEA), Marshall Manson (Global Head of Social Media hos Ogilvy) og Robin Grant (CEO for We Are Social, der er verdens største social media-bureau).