E-handel: Kvinder vil have gode råd. Mænd kan selv

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Kvinder søger inspiration og råd hos andre, før de køber online. Mændene finder selv ud af, hvad de vil have og køber i øvrigt for flere penge end kvinderne.

Mænd og kvinder følger ikke den samme rute inde i et supermarked, når de skal købe ind. Mændene går den lige vej, mens kvinderne skal rundt i hjørnerne for at se, om der er noget spændende på hylderne. Det kunne man læse forleden dag her.

På samme måde har mænd og kvinder har hver deres vej til handel via nettet. Begge køn starter oftest via søgning på nettet, men mens kvinderne i langt højere grad bruger anbefalinger fra andre, gode tilbud via tilbudssites, nyhedsbreve og sociale medier som inspiration, finder mænd vej til net-butikken via egen søgning.

Det viser en Dansk E-handelsanalyses rapport fra 2013, som udgives af FDIH – foreningen for Dansk Internet Handel.

”Set gennem net-butikkernes øjne er det interessant, hvordan man sandsynligvis får bedre udbytte af et nyhedsbrev eller tilstedeværelsen på Facebook hos kvinderne end hos mændene. Omvendt peger mændenes adfærd på, at de først bruger tid på at søge sig frem til den rette vare – ofte et teknisk produkt – og efterfølgende har de mere kontakt til butikken, så dermed bliver god kundeservice en markant konkurrenceparameter i forhold til at fastholde mændene som kunder”, siger Henrik Theil, kommunikationschef i FDIH. 

Analysen viser også, at kvinder og mænd handler lige ofte på nettet, men at mænd bruger lidt flere penge end kvinder, idet mændene står for 55 % af omsætningen på nettet.

”Forskellen i pengeforbruget ligger i kønnenes valg af varer, hvor mændenes varer i gennemsnit er dyrere end kvindernes. Mænd køber ofte tekniske og dyre produkter, så 15 procent af mændenes forbrug på nettet går f.eks. til IT, tele og foto, mens tøj, sko og smykker dominerer kvindernes indkøb, hvor det udgør 23 procent af deres samlede køb på nettet”, siger Henrik Theil.

Tallene kan ses i nedenstående figur ”Hvad køber mænd og kvinder via nettet?”

 

Analysen er baseret på lige knap 5.000 personers egne oplysninger om, hvad de har købt og købet gælder både i udenlandske og danske webbutikker.

Rapporten kan læses her