Stabilitet hos Mannov dækker over store forandringer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Talmæssigt ligner regnskabet fra Mannov for 2013 et næsten kedsommeligt år. Det har det dog langt fra været.

En vækst på 1 pct. i bruttoavance i 2013 er hverken fugl eller fisk. Så er det lidt sjovere, at Mannovs overskud er vokset med 28,1 pct.

Grundlæggende efterlader regnskabet et indtryk af stor stabilitet hos pr-bureauet. Tallene dækker dog over langt større forandringer, fortæller adm. dir. Reinholdt Schultz.

“Jeg tog over i slutningen af 2012 fra Steffen Lüders og har brugt temmelig meget tid i 2013 på en forandringsproces. Først og fremmest fordi markedet har forandret sig – men Steffen og jeg er forskellige typer, og det skal også forankres,” siger Reinholdt Schultz og fortsætter:

“Vi skal ikke mange år tilbage for at finde en organisation, der ud over rådgivning også solgte, hvad jeg kalder arme og ben: projektledelse, tekstskrivning etc. Den slags er let at finde billigt ude i markedet i dag, og derfor skal vi være meget tungere på rådgivning og udvalgte specialer. Vi skal ganske enkelt være bedst eller på vej til at være bedst på de områder, vi har valgt at satse på.”

I forandringsprocessen har bureauet sagt farvel til tre ledende medarbejdere. Den slags koster omsætning. Samtidig måtte man i 2013 også sige farvel til en ret stor kunde.

“Tager man disse forhold i betragtning, så har vi faktisk skabt meget ny forretning i årets løb, og derfor er vi rimeligt tilfredse med resultatet. Samtidig står vi med en styrket organisation i forhold til den fremtidige konkurrence,” siger Reinholdt Schultz.

Underskud i lille pr-bureau

Stabilitet er også indtrykket af et andet pr-regnskab – dog i en helt anden størrelse.

Det lille svensk-ejede Aspekta opnåede en lille vækst i bruttoavance – men en forværring af bundlinjen.

Bureauet noterer i beretningen, at man har haft succes med at skaffe ny forretning. “Dette kunne dog ikke til fulde opveje vigende ordretilgang fra eksisterende kunder,” skriver man i beretningen, som forklaring på underskuddet.

Nøgletal for Mannov

  • Bruttoavance 30,456 mio. kr. +1,0 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 895.765 kr. -2,0 pct.
  • Lønandel 64,7 (65,5)
  • Resultat af primær drift +2,372 mio. kr. +28,1 pct.

Nøgletal for Aspekta

  • Bruttoavance 1,37 mio. kr. +3,3 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 685.000 kr. +3,3 pct.
  • Lønandel 79,4 (79,0)
  • Resultat af primær drift -0,153 mio. kr. -7,0 pct.