Hello Monday ud med underskud

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet med det tårnhøje kreative ry har også været gode til at tjene penge. Men ikke i 2013.

Det kreative ry og antallet af awards er i særklasse hos Hello Monday – ikke bare i Danmark. Bureauet har også placeret sig stærkt med et stort antal hædersbevisninger i FWA.

Til gengæld er økonomien ikke nødvendigvis i særklasse. Folkene bag er formentlig mere optaget af det, de laver, end af at tjene penge – men deres dygtighed har dog placeret bureauet som et af Danmarks mest veldrevne med en stærk overskudsgrad.

Underskud har ikke været en del af dagsordenen – men for 2013 får de også lov til at prøve den side af bureautilværelsen. Godt nok beskedent for den del af forretningen, der fungerer i Danmark, men da det har kostet en del at åbne op i New York, så bliver facit et underskud på 1,4 mio. kr. før skat.

Udbygningen af bureauet er en del af forklaringen – en anden er den samme, som mange andre bureauer har oplevet: udskudte projekter.

“Underskuddet i 2013 skyldes, at vi er vækstet i størrelse og skal finde os tilrette på et nyt niveau. Vi har investeret i nye gode medarbejdere – både på vores amerikanske samt 2 danske kontorer – og vi har bygget på nye lokaler i København samt New York,” siger partner Anders Sønderby Jessen og fortsætter:

“Den allerstørste grund til underskuddet er, at to større opgaver, der skulle starte ultimo 2013, af forskellige grunde blev skubbet til 2014. Vi er et lille bureau med store internationale opgaver. Det gør os lidt sårbare, når store projekter bliver forskudt, og det skulle vi bruge lidt tid på at vende organisationen til.” 

Et enkelt år med underskud har da heller ikke slået skår i optimismen.

“2014 er startet rigtigt godt for os – både kreativt, med priser ved DIA og Digital Agency of the year for 4. gang i træk ved Creative Circle – samt Agency of the Year hos Awwwards i Paris,” siger Anders Sønderby Jessen og fortsætter:

“Hertil kommer gode store og spændende projekter, som vi glæder os til at dele. Økonomisk er vi igen godt med og målsætningen for 2014 er naturligvis, at vi kommer ud med et overskud.”

Nøgletal for hello Monday

  • Bruttoavance 12,1 mio. kr. -8,3 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 711.765 kr. -24,5 pct.
  • Lønandel 79 (54,5)
  • Resultat af primær drift -0,171 mio. kr. (+3,22 mio. kr. året før)

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Bureauet har åbnet kontor i USA. Det 100 pct. ejede bureau bidrog med et underskud på lidt over en 1 mio. kr., således at Resultat før skat blev -1,406 mio. kr. mod +3,153 mio. året før.