Volvos episke kampagne en af tre Grand Prix vindere i Cyber

Peter Engholm
25@mail.dk

En umiddelbart blandet landhandel af en trio vandt Grand Prix’erne i Cyber Lions i Cannes. En dansk bureaumand søger at dæmme op for den spontane kritik af juryens valg.

Cyber Lions er den 3. største kategori i Cannes med 3.660 arbejder og – nok så væsentligt – med 56 underkategorier. Og når nu alt tilmed er digitalt, giver det god mening at uddele flere Grand Prix’er.

Den mulighed benyttede juryen sig af onsdag aften i Cannes i form af tre Grand Prix’er:

Pharrell vandt Grand Prix’en i Craft og Web for sømløs interface, bedste brug af music, for sit microsite, de interaktive elementer – og for historien om at markedsføre en sang på en ny måde … en 24-timers udgave af sangen, der fik glæden til at blive nærmest epidemisk og sågar ramte FN. 20 marts er nu global happiness day, og Pharrell er officiel ambassadør på tiltaget.

The Scarecrow fik sin Grand Prix for branded games og branded tech – og for at genopfinde fastfood-begrebet, for at skabe markedsføring, der ikke føles som markedsføring … og for at skabe et fedt spil, der formår at følge op på en tidligere Grand Prix-vinder (Back to the Start), og som styrker brandets budskab.

Og endelig Volvo. For filan da; det er jo bare en lastbil. En overraskelse for juryen, og en BtB-indsats, der vandt Grand Prix’en i Social. En serie, der skovlede millioner af visninger ind, og som film for film formåede at hæve barren indtil The Epic Split.

Man skulle tro, at juryen øgede chancen for at ramme rent, når flere vindere blev udpeget, men formanden for Danish Internet Award, Kim Jong Andersen, stødte hurtigt på indvendinger mod Cannes-juryens valg:

”Kritikerne står allerede i kø ved udnævnelsen af de tre Cyber Grand Prix’er. ”De er overhovedet ikke interaktive, det er jo bare film” og ”Det er 30-tommer + digital”. Men jeg vil gerne gå i brechen for, at alle tre vindere er digitale i kernen,” siger Kim Jong Andersen.

Han ser det ikke længere som et must, at noget skal være interaktivt for at være digitalt. Han fremhæver den impact, arbejdet har fået ved hjælp af de digitale medier – og her er der topkarakter til alle tre kampagner.

”Scarecrow er en fantastisk flot animationsfilm, der netop p.g.a. formen også gjorde sig rigtig godt som et online spil og mobil app – og dermed i høj grad gør det til en digital kampagne. Volvos precision-videoer er skræddersyede som et viralt videofænomen på YouTube og derfor også langt fra en normal tv-kampagne. Og endelig er Pharrells musikvideo et stunt, der kun lod sig gøre netop p.g.a. internettet og sociale medier ud fra det unikke i at den kørte i 24 timer. Heller ikke det var nok gået i de gamle kanaler,” siger Kim Jong Andersen.

Han tilføjer:

”Fælles for alle tre kampagner – og en af grundene til at fejre dem – er, at de repræsenterer unikt content, høj production value og en eminent storytelling, der har bragt dem meget længere omkring end så mange andre digitale kampagner.”