Mediabureauet Blackwood Seven meldte ud i efteråret, at de var i gang med at købe et tysk bureau.
Det er så nu blevet en realitet, og det viser sig, at det var det tyske mediabureau Booming, som havde en omsætning på 40 mio. euro og et overskud på 2 mio. euro i 2014.
Bestyrelsesformand Carl Erik Kjærsgaard oplever, at det tyske mediemarked er mere traditionelt end det nordiske og at Blackwood Sevens anderledes tilgang vil være en fordel.
”Vi har fra de ledende kunder i det tyske marked oplevet en overraskende stor interesse for vores forretningsmodel og matematiske tilgang. I opkøbsprocessen har vi haft møder med i hvert fald 25 signifikante tyske kunder. Så vi ved, at der er en interesse for det, vi laver,” siger han til Børsen.
Handlen er realiseret gennem et nyt kapitalindskud. Vækstfonden, Sunstone Capital og Conor Ventures bidrager tilsammen med 50 mio. kr.
Ikke alle pengene er dog brugt endnu, og der er ambitioner om ikke at stoppe i Tyskland. Ifølge Carl Erik Kjærsgaard har der allerede været møde med kontakter i USA og London, men man ved endnu, hvordan indgangen på de markeder skal være.
”Om vi gør det ved at ansætte, uddanne eller ved opkøb, det står ikke mejslet i nogle sten. Vi gør det, som vi mener, er det rigtige, atl efter hvor vi er. Så det er ikke et spørgsmål om, at vi er ude og lede efter en masse gamle mediabureauer. Vi vil ligeså gerne starte noget op fra bunden,” siger bestyrelsesformanden.
Børsen, p. 24.