Bladsalgsdirektør overtager marketing i Berlingske

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

De belgiske ejere er gået konsekvent til værks og har afskaffet koncernleder-gruppen. Det betyder bl.a. et farvel til marketingdirektøren.

Torsdagen var dramatisk i ledelsen hos Berlingske. Det er ikke lang tid siden, at uenighed mellem koncernchefen Lisbeth Knudsen og de belgiske ejere i De Persgroep førte til hendes afgang. Og i går var det så farvel til endnu fire direktører, så det ledelseslag, der var koncernleder-gruppen er mere eller mindre væk.

Blandt de fire var marketingdirektøren, Mark Hammerich. Han skal ikke erstattes og i stedet har chefen for bladsalget, Jens B. Arnesen, overtaget ansvaret for marketingafdelingen – som dog fortsat vil være en selvstændig afdeling.

Spørgsmålet er dog, om det er en permanent løsning. Mediawatch konstaterer, at de belgiske ejere har været ret konsekvente og taget fat i problemstillingerne trin for trin. Det har betydet frasalget af Midtjyske Medier, indsættelsen af en ny bestyrelsesformand og nu slankningen af koncernledelsen.

Men man er ret fåmælte. Ændringerne i koncernledelsen er alene meldt ud internt, og ”Hvordan det setup ser ud, som De Persgroep forestiller sig for de tre brands og hvor marketing, salg og økonomi-funktioner skal forankres, foretrækker koncernen at holde for sig selv,” konstaterer Mediawatch.

Jens Arnesen kom til Berlingske fra TDC for fire år siden og sad i laget under koncernledelsen.

I relation til bureauverdenen sad Mark Hammerich som bestyrelsesformand for Marketsquare. De Persgroep har solgt fra og lagt en strategi om, at Berlingske skal fokusere på de tre nationale medier, Berlingske, BT og Weekendavsen. Det rejser et naturligt spørgsmål, om der skal ske noget med Marketsquare. Men bureauet er i god drift, så det behøver ikke være et spørgsmål, man har travlt med.

De øvrige direktører, der forlader koncernen, er økonomidirektør Peter Nordgaard, direktør for nationale medier og annoncesalg, John Kristensen, og så Gorm Wessing Flyvholm, der var direktør for Midtjyske Medier og consumer sales. Han forlader dog først koncernen med udgangen af marts 2016, når salget af de regionale medier ventes at være på plads.

Bjarne Munck er lige nu konstitueret koncernchef, men man er på jagt efter en afløser for Lisbeth Knudsen.