AIDS-fondet har valgt bureau til at afstigmatisere sygdommen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Og det gør man ikke over-night. Derfor gælder samarbejdet de næste tre år – og både Danmark og Sverige.

Da AIDS var en relativt ny sygdom, blev der kørt mange store kampagner for at påvirke folks adfærd. Siden har der været mere stille.

Men det ændrer ikke på, at der fortsat hersker en betydelig angst for sygdommen, som influerer på, hvordan helt almindelige mennesker opfører sig overfor mennesker, der lever med hiv.

Men det er ikke en angst, der har noget på sig, og derfor vil AIDS-Fondet nu gå I gang med en langsigtet indsats for at af-stigmatisere sygdommen.

Til formålet har man valgt at indgå et samarbejde med JWT Copenhagen, der løber over de næste tre år og omfatter både Danmark og Sverige.

”Jeg plejer at sige, at hiv-virusset hverken kan flyve eller svømme, så det er faktisk virkelig svært at blive smittet. Og velbehandlede hiv-patienter i dag smitter slet ikke. Men selv om det har været kendsgerningerne i mere end 10 år, ser vi desværre stadig, at mennesker, der lever med hiv bliver isoleret fra samfundet,” siger Line Rasmussen, chef for kommunikation og kampagne hos AIDS-Fondet. Hun fortsætter:

”Vi har valgt JWT Copenhagen til at hjælpe os med opgaven over de næste tre år. Vi skal have danskerne til at ændre adfærd overfor hiv-smittede, og det har JWT Copenhagen udvist god forståelse for. Både i tilgangen til denne opgave og igennem mit tidligere samarbejde med bureauet.”

Første del af kampagnen løber af stablen i december til World AIDS Day.

”I dag oplever mennesker, der lever med hiv en høj grad af diskrimination, som bunder i vores allesammens angst for at blive smittet. Men med de gode behandlingsmuligheder der er i dag, er angsten irrationel. Og det kræver lige dele empati og store bogstaver at få befolkningen til – ikke bare at forstå det, men rent faktisk tage det til sig – så de ændrer deres adfærdsmønster, når de omgås en person med hiv,” siger kontaktdirektør Annette Pryce, JWT.