Annoncørernes direktør stopper

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Direktør i Dansk Annoncørforening, Otto Christiansen, har takket farvel efter 13 år.

Efter 13 år som adm.dir. for Dansk Annoncørforening stopper Otto Christiansen. Eller rettere: Han er allerede stoppet. Opsigelsen blev afleveret i går og i dag er det Mia Skjoldstrand, der kører foreningen videre indtil en ny direktør er fundet.

Der er dog ikke noget drama i den hurtige udrykning, pointerer både Otto Christiansen selv og formand for foreningen, Mette Dyhr.

”Vi har haft en dialog i et stykke tid om, hvad annoncørforeningen skal udvikle sig til og i den forbindelse har Otto valgt at stoppe”, siger Mette Dyhr.

Otto Christiansen siger selv, at det er en fælles beslutning mellem ham og bestyrelsen og at han har det rigtig godt med den beslutning.

”Jeg har haft i tankerne at stoppe, når jeg blev 60, og det er jeg for nylig blevet. Og efter en god snak med bestyrelsen besluttede vi, at jeg skulle holde op og det har jeg det rigtig fint med .”

Han fortæller videre, at han nu vil koncentrere sig om bl.a. sit hverv i Hørsholms kommunalbestyrelse, hvor han repræsenterer de Konservative.

”Og hvis mine erfaringer med annoncører og deres problemstillinger, kan bruges i en bestyrelse eller i et advisory board, er jeg også klar til det. Men jeg har ingen intentioner om en 40 timers arbejdsuge.”

Sådan skal den nye direktørs profil se ud
Mette Dyhr skal nu sammen med resten af bestyrelsen i gang med at finde en ny direktør og om profilen på den nye direktør, siger hun:

”Det skal være en, der kender annoncørernes hverdag og forstår de udfordringer som annoncørerne står overfor med bl.a. kanalvalg, indsigter, 360 grader marketing. Det er en meget kompleks hverdag, annoncørerne har og det tyder ikke på, at den bliver mindre i fremtiden. Så vi skal finde en, der kan se de muligheder, som vi i bestyrelsen kan se, at der er for Dansk Annoncørforening til at gøre annoncørerne endnu dygtigere og mere effektive”.

Mette Dyhr blev selvstændig for et par år siden efter at have været CEO i Danske Spil og marketingchef i Synoptik og Irma, og man kan næsten ikke undgå at spørge om det måske kunne være hende, der blev den nye direktør.

”Nej, det kan jeg afvise. Jeg kommer ud af den kommercielle verden og trives godt med den puls, der er ved at være konsulent. Jeg har det skønt med at bidrage, men ser ikke mig selv som foreningsmand.”

Dansk Annoncørforenings bestyrelse er følgende udover Mette Dyhr:

  • Michael Gamst, næstformand, marketingdirektør, Telenor
  • Camilla Dahl Hansen, Global Head of Marketing & Communications, Danske Bank Wealth Management
  • Kenneth Christiansen, Marketing Manager, SAS
  • Mads Friis, Commercial Director, McDonalds
  • Kim Olesen, General Manager, Unibet Group
  • Stephanie Illgner, Global Marketing Director, Carlsberg