Efter 15 år på bureau har Casper Willer valgt, at det er tid til at prøve noget nyt, derfor tager han nu sin afgang fra reklamebureauet Another:
”Min interesse for start-up miljøet og innovation skal afprøves i en anden form end at være på bureau. Min tid hos Another har været rigtig spændende og en fantastisk rejse, som jeg er stolt af at have været med på. Men tiden er kommet til at prøve mine kreative evner af i en anden form”, siger Casper.
Casper Willer og Another skilles på god fod og CEO hos Another, Morten Hershøj, har kun lovord til overs for Willers indsats på bureauet:
”Casper har været en stor drivkraft i forhold til at opnå den position, Another har indtaget på bureaumarkedet. Nu ønsker Casper at forfølge et nyt kapitel i sin karriere, og det bakker vi helt op om. Casper vil altid være en ven af huset – og vi ønsker ham alt muligt held og lykke fremover.
Præcis hvilken vej Casper Willer nu skal gå er endnu ikke mejslet i sten:
”Det er lidt for tidligt at løfte sløret for, hvordan mit fremtidige arbejdsliv vil se ud, men det vil helt sikkert handle om innovation, start-ups og kreativitet”, siger han.
Another benytter Casper Willers afgang til at justere i deres kreative afdeling og fremover vil Thorkild Bjerre trone som eneste kreative direktør på bureauet, der dog, ifølge CEO Morten Hershøj: ”Er på intensivt udkig efter et supplement i form af en koncepttung kreativ chef eller team”.
