Baresso hyrede reklamebureau til indretning af cafeer. Med succes

Peter Engholm
25@mail.dk

Kaffekæden valgte et reklamebureau frem for arkitektfirmaer, da nye cafeer skulle designes og indrettes. Logoet fik kritik, men helheden virker, viser tallene efter åbningerne.

Kritikken på Bureaubiz – især fra anonyme kommentatorer – var hvas, da Baresso tidligere på året præsenterede sit nye logo, som reklamebureauet Anew havde kreeret. Siden fulgte så det gennemgribende redesign af kaffekædens cafeer – også leveret af Anew – og her var kommentarerne på Bureaubiz mere nådige, om end det også blev til input a la ”Det ligner altså en kantine i Polen”.

Negative udfald er der imidlertid ikke hos Baressos kunder. Og således er kommentaren fra Baresso – der foreløbig har åbnet to kaffebarer indrettet efter Anews manual – udtalt positiv:

”Spinderiet i Valby har siden åbningen ligget 15 pct. over budget, og Ballerup har ligget 25 pct. over budget, så vi er naturligvis meget tilfredse,” siger Sinne Fiil Fredslund, der er Communication Manager hos Baresso.

Det siger måske mest noget om jeres budget …

”Egentlig ikke. Jeg har vendt det med vores økonomidirektør, der har erfaringer med nye åbninger og nye markeder, og budgettet er ikke forsigtigt sat,” siger Sinne Fredslund.

Men er det den nye indretning, der har gjort forskellen?

”Det er en total-oplevelse; Baristaerne bag baren, produktet, beliggenheden, indretningen. Men vi kan konstatere, at de nye kaffebarer performer meget bedre end tidligere, og den mest slående forskel er indretningen. Også af dén grund er vi i gang med at give vores øvrige kaffebarer lidt stjernedrys fra Anews manual, altså del-elementer i form af bl.a. vægfarver, lamper, fliser bag baren i stedet for stål,” siger Sinne Fredslund.

For et år siden vandt Anew en pitch og blev nyt reklamebureau for Baresso. Og da kaffekæden skulle redesignes, fik bureauet lov til at deltage i endnu en konkurrence – denne gang mod to arkitektstuer – og vandt. Det skete med bistand fra to arkitekter, som nu er fastansatte på bureauet.

”Kommunikation alene kan bringe os et stykke af vejen, men vi har fra starten tænkt dette som en helhedsoplevelse. God kaffe kan du få mange steder, så det handler også om at indrette et sted, hvor man har lyst til at opholde sig – og som understreger signalværdien ved Baresso. Vi har givet cafeer et moderne løft – fjernet det tunge, holdt det mere stramt og samtidig holdt fast i hyggen,” siger Mads Duzenius Christensen, der er adm. direktør i Anew.

Han tilføjer:

”Det bedste er, at kunderne har taget godt imod vores indretning. Derudover er det som bureau-mand fantastisk, at tingene er eksekveret så langt ud – ikke kun logo, men også stole og tøj – at man reelt sidder i sin egen kampagne.”