Billeder fra True Award: Det tøj havde de på

Peter Engholm
25@mail.dk

Her er reklamefilm-prisens mode – fra YSL til Mr. Tip Top i Holstebro.

Hvem der vandt ved True Awards 2015, er beskrevet andetsteds. Det er bestemt ikke uvæsentligt, men hvem der deltog – og hvad de havde på – kan også have interesse.

Det ligger en del år tilbage, at jeg på Billed-Bladet udnyttede min journalistiske uddannelse til at spørge gallapremiere-gæster, hvor de havde købt deres tøj, og om Nikolaj staves med c/k og i/j/y?

Så på forhånd undskyld, hvis jeg kløjs i personnavne og modebrands.

Og tak til de rummelige True Award-gæster – enhver, jeg spurgte, var med på den lille spøg.

En trio fra Mayday Film, fra venstre: Svend Ploug i en jakke fra Raw, René Szczyrbak havde købt sin jakke i Magasin, mens Nikolaj Burgaard havde været en tur i H&M for at finde sin jakke. Foto: Ernst Tobisch

Jan P fra M2Film i midten kunne afsløre, at jakken var købt hos Mr. Tip Top i Holstebro. Mogens Kristensen (tv) fra Agency Spring fulgte trop og bedyrede, at også han var ekviperet sammesteds. Mads Mikkelsen – også Agency Spring – var jakkeløs, men skjorten var fra Holstebro-butikken. Foto: Ernst Tobisch

Fra venstre tre medarbejdere fra Another Casting Company; Saskia Fahlsten i en kjole af mærket Stop Staring, Stine Brüel i et sæt fra Filippa K og en top fra Stasia, mens Tanja Grunwald var iført Yves Saint Laurent. Til højre lyste stylist Pernille Holm op i hvidt – fra Proeza Shouler. Foto: Ernst Tobisch

Frederik Halby fra Hjaltelin Stahl i en jakke fra Tiger of Sweden, Emilie Brandt fra Pegaus i Vivienne Westwood, mens Niels Heilberg fra Hjaltelin Stahl gik til awardshow i en jakke fra Mads Nørgaard. Foto: Ernst Tobisch

David Asmussen, næstformand i Creative Circle Award, havde købt jakken i Barcelona. Foto: Ernst Tobisch

Jon Wiche fra McCann Copenhagen kunne med et kig til inderlommen bevise, at jakken er fra Acne Studios. Foto: Ernst Tobisch

Fra venstre Anders Hageskov fra J. Walter Thompson i en jakke fra Tiger of Sweden, Jesper Lykke ligeledes J. Walter Thompson i en jakke fra Paul Smith, Anne-Marie Elkjær fra Friendly Content havde en Sand-jakke på, mens Jacob Knudsen fra Arla var iført en jakke fra Hugo Boss. Foto: Ernst Tobisch

Fra venstre – og fra Hjaltelin Stahl:  Stine Gregersen havde valgt Nørgaard på Strøget, mens Mette Hørdum i Butik Z på Gentoftegade havde fundet blusen fra Helmut Lang. Foto: Ernst Tobisch

En kvartet fra DMJX: Fra venstre Jeppe Vidstrup i en jakke fra Mads Nørgaard, Jonas Frederiksens jakke var fra ”en genbrugsforretning”, Christoffer Boas’ jakke var fra Soulland, mens Thorbjørn Kragh i lighed med Jeppe havde fundet festjakken hos Mads Nørgaard. Foto: Ernst Tobisch