Blog-tip: Ødelægger personaer dit produkt?

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Den prisvindende digitale produktdesigner, Chris Thelvwell, mener at personaer ofte kan spænde ben for det gode produkt.

Dengang jeg arbejdede som radiovært på Danmarks Radio’s hedengangne ’Boogieradio’, hang der et billede af en køn, smilende og lyshåret fitnesspige på monitoren foran min mikrofon.

Pigen var 22 år gammel og hed Line. Udover fitness kunne Line godt lide popmusik, sin hund og at gå i byen og danse på en cocktail af bajer og breezer. Sådan var Line. Det havde min redaktør og jeg bestemt. Det var nemlig hende vi sendte radio til. Line var vores ’persona’. (Top-billedet er i øvrigt ikke det originale ‘Line-billede’, men det er ikke langt fra. Vi var tilbage i 2008).

Christian, Simone, Michael eller Stine. Navnene varierer, men de fleste har nok været i en arbejdsproces, hvor de har skullet navigere udvikling og/eller output ud fra en opdigtet person, der hed noget helt almindeligt og havde fået tilskrevet sig nogle ret almindelige attributter.

Den digitale produktdesigner Chris Thelvwell, skriver i en interessant blogpost, på www.invisionapp.com/blog, om hvorfor han mener, at det er så populært at bruge disse personaer som ledestjerner i en udviklingsproces og lister en række problemer, han ser ved den form for udvikling.

Thelvwell skriver blandt andet:

”Here’s the thing, though: once teams have a persona, it becomes that excuse—to not talk to users—they were looking for.”

Chris Thelvwell har et interessant eksempel i et udviklingsforløb han selv har været i, der blev ramt af en ‘persona-fail’. Her skulle han og hans kollegaer udvikle et produkt til personaen Derek, som i sidste ende viste sig at lide af en art ’persona-personlighedsspaltning’.

Du kan læse Chris’ blogpost her.

Hvis du efter endt læsning skulle få lyst til at prøve noget andet end den slagne persona-vej, så har jeg fundet en anden blogpost på invisionapp.com/blog, hvor produktdesigner Misael Neon fra Nearsoft, indfører i fænomenet ’Generative research’.

I den blogpost kommer Misael med researchteknikker, han mener, kan hjælpe en til at forstå sine kunder/målgruppe på et dybere plan.

Læs om teknikkerne her.

Her nedenfor er der også en video, hvor Miseal Leon forklarer selvsamme koncept.

https://youtu.be/3BXhNFBmT5Y

Her du nogen kommentarer til brugen af personaer – eller har du en persona-oplevelse du gerne vil dele – så kast en kommentar nedenfor.