Bureau lander digitalt projekt med store ambitioner

Peter Engholm
25@mail.dk

Selskabet er ukendt udadtil, men det berører 500.000 lærere, pædagoger og sygeplejersker. Projektet skal både øge servicen og styrke effektiviteten.

Lærer, sygeplejerske og pædagog er velkendte fag, men Forca? Ikke så kendt, og det selv om mere end hver 7. dansker i den arbejdsdygtige alder nyder godt af selskabet og dets ydelser. Forca er administrationsselskab for tre af Danmarks største pensionsselskaber: Lærernes Pension, PBU og PKA – og Forca har hentet bureau-bistand til en stor opgave: At skabe det digitale fundament for selskabernes medlemskommunikation.

”Vi havde en udmærket portal før – men vi skal netop ikke tænke i portaler, men i digital tilstedeværelse i brugerhøjde. Det vil bl.a. sige selvbetjeningsmuligheder, der vel at mærke opleves som hjælp, og ikke som stopklodser. Det kræver et bureau, der formår at forene tekniske og kreative kompetencer,” siger Lotte Braagaard, der er marketingchef i Forca.

Og til opgaven har Forca valgt Magnetix.

”Vi har mange interessenter i vores bagland, og det var vigtigt at få afdækket, hvad et bureau kan, som vi ikke selv kan løse. Vi afholdt ikke en pitch, men i stedet flere kaffemøder med en mere holistisk tilgang – med bureauernes holdninger og tilgang til medlemskommunikation,” siger Lotte Braagaard.

Men forbedret medlemskommunikation er ikke det eneste mål. De tre pensionsselskaber, som administrerer arbejdsmarkedspensionen for ca. 500.000 medlemmer, ønsker på samme tid også at reducere omkostningerne. Anne Marie Jess Hansen, kunde- og projektdirektør i Forca, siger:

”Lærernes Pension, PBU og PKA kan allerede i dag bryste sig af nogle af de laveste administrationsomkostninger i pensionsbranchen. Jo mindre administration, des flere penge til medlemmerne, når de går på pension. Det må bare aldrig være på bekostning af god og imødekommende service over for medlemmerne. Den nye digitale platform, vi bygger sammen med Magnetix, skal hjælpe os med at indfri begge målsætninger.”

Ifølge CEO Martin Bochineck, Magnetix, er projektet ikke et traditionelt webprojekt:

”Det her er et strategisk udviklingsprojekt for Forca. Vi skal lægge fundamentet for en fuldt digitaliseret medlemskommunikation, som møder medlemmerne, der hvor de er – mentalt, teknologisk og i livet. Det er en ægte cross-channel strategi, som vi forventer vil sætte nye standarder i branchen.”

Samarbejdet er indtil videre planlagt til at strække sig over tre år og til at omfatte hele paletten af digitale kanaler, inkl. systemstrategi på tværs.  Indtil videre er der, efter en grundig sourcing-proces, valgt CMS-leverandør, hvor vinderen blev EPiServer.