På overfladen er mere end 20 års relation slut i forbindelse med, at Carsten Reuther har solgt sin ejerandel i Bocca. Men kun på overfladen.
”Carsten Reuther er min gamle mentor fra Propaganda, som jeg kom til i 1995. Men relationen går endnu længere tilbage, for Propaganda var bureau for Star Tours, hvor jeg var marketingchef frem til 1995,” siger Morten Theil og fortsætter:
”Så nu hvor han har solgt sin ejerandel, kan man sige, at mere end 20 års arbejdsmæssig relation er slut. Men vi vil fortsat være en del af hinandens liv.”
Carsten Reuther ejede knap 35 pct. af bureauet. Morthen Theil har overtaget en del af anparterne, så han nu har majoriteten, mens en del er blevet købt af bureauet.
”Vi brugte simpelthen vores overskud på at købe anparterne. Dermed har vi sikret en mulighed for at kunne optage en ny partner, og helt aktuelt er vi på udkig efter en ny kontaktdirektør med potentiale for at blive en del af ejerkredsen,” siger Morten Theil og fortsætter:
”Jeg har haft rigtig stor glæde af at have Carsten Reuther med i ejerkredsen, men tiden har udviklet sig, og hans interesser har også flyttet sig, så vi har i et stykke tid snakket om, hvorvidt det fortsat gav mening, at han ejede en del af Bocca. Mit synspunkt har været, at det giver størst nytte at placere ejerandelene hos folk, der er en del af dagligdagen.”
Carsten Reuther blev en del af bureauet i 2004 nogle år efter dets stiftelse.