Click-a-tesla: Dansk succes-app satser på elbiler

FiG

Drivr – det tidligere Click-a-taxi – lancerer nu muligheden for at bestille en Tesla med chauffør.

Rækkevidde er en af de store udfordringer for at få folk til at investere i elbiler. Men skal man bestille en taxa-tur, så behøver man ikke bekymre sig om den slags.

Og netop det gør den danske succes-app, Drivr (tidligere Click-a-taxi), nu noget ved. Og vel og mærke ikke bare en el-bil – fra kl. 18 i aften kan man bestille en Tesla – den californiske elbil, der er hurtigere end en Porsche. Prisen opgives til at være tæt på en almindelig taxa.

”Lanceringen af Tesla er en drøm for os. I 12 måneder har vi arbejdet på at lancere denne unikke kombination af miljøvenlig teknologi og komfort som Tesla tilbyder, og nu er vi endelig klar. Det er næsten ikke til at forstå. Vi glæder os helt vildt, og vi er meget stolte over at være de første. Fra i aften kl 18.00 kan man i København åbne Drivr app’en og bestille en Tesla” siger Nikolaj Køster, medstifter af Drivr i en pressemeddelelse.

I samme meddelelse bakkes initiativet op af Christian Poll, der er miljøpolitisk medarbejder hos Danmarks Naturfredningsforening.

Drivr er startet i Danmark men har flyttet sig ud i verden sideløbende med at man har lanceret både nye betalingsmodeller og limousine-kørsel.

For tre uger siden blev Drivr belønnet med e-Handelsprisen for bedste redesign, der uddeles af FDIH.