Combine nedkommer med datterselskab

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Venue Manager er navnet på et produkt af – og nu også et datterselskab til – det digitale bureau Combine.

De seneste år har Combine arbejdet med at servicere sportsklubber og festivaler, såsom AGF og Smukfest, med én samlet løsning til håndtering af alt fra billetter, til forplejning og sponsorer. Det er dette forretningsområde som bureauet nu skiller ud i det nystiftede aktieselskab, Venue Manager A/S.

Baggrunden for stiftelsen af datterselskabet, forklarer Jakob N. Mortensen, der er adm. direktør og partner – via en pressemeddelelse:

”Vi kigger meget på tendenserne i markedet og kan se, at vores forretningsorienterede totalløsning står stærkt i en tid, hvor det bestemt ikke er nok at kunne udstede en digital billet. I stedet er det vigtigt at favne hele forretningen omkring kundens stadion, arena eller festivalplads – og det er præcis denne komplette Venue Manager, vi nu også vil tilbyde i udlandet”.

Bureaubiz  ville godt vide lidt mere om, hvad det er Venue Manager kan, så vi greb knoglen og fik fat i Peter Richardt, der er forretningsansvarlig i det nystiftede underselskab.

Hvordan fandt i ud af, at det var en god idé at servicere kunder med én digital løsning? 

 ”Vi kan jo kunne mærke, at der har været et øget pres fra vores kunder for at samle tingene et sted. Normalt har man en masse forskelige programmer og systemer, hvor man ordner enten billetsalg, salg af sæsonkort, forplejning eller salg af merchandise. Det er en bunke forskellige programmer, men det er de samme folk, der sidder og skal bøvle med at administrere det”.

Men hvad får jeres slutkunder ud af jeres Venue Manager?

”Tanken for slutkunderne er, at de skal kunne købe alt fra stadionplatte, til halstørklæde og billetter – på ét sted – og så gnidningsfrit som muligt. F.eks. opstår der ofte flaskehals-situationer og kødannelser i halvlegen på en fodboldkamp. Hvis gæsterne bestiller maden på forhånd via vores ydelse, står maden klar i pausen til afhentning i en fastlane”.

Men der er jo allerede nogle mastodonter på event-markedet som Billetto og Ticketmaster. Hvad retfærdiggør jeres eksistens i forhold til disse?

”Det der gør os unik i forhold til Billetlugen og Ticketmaster er, at vi har det hele på én portal som er klubbens eller festivalens egen. Så som slutkunde vil du ikke støde på alt muligt irrelevant info, og som kunde vil du ikke opleve, at køberen i købssituationen, bliver ramt af budskaber, der er i decideret konflikt med ens egen forretning. En af grundene til, at Skanderborg Festival skiftede til os var f.eks., at man fik et kæmpe Roskilde Festival-banner lige lukt i ansigtet, når man skulle købe billet til Smukfest – på en af de store sider”.

Kombineret er Combine og Venue Manager en 40 mand høj virksomhed med kontorer i Aalborg og Skanderborg.

.