Man har brugt nogle måneder i Creuna Danmark på at overveje, hvad der skulle ske oven på, at CEO, Astrid Simonsen Joos, i december forlod jobbet. Men i realiteten behøvede man ikke kigge langt efter en løsning.
Anders Uttrup, der sidder i koncernledelsen med ansvar for marketing i hele Creuna-gruppen, har nu fået udvidet sine ansvarsområder med overtagelse af ledelsen for Creuna København.
“Vi har diskuteret, hvad der skulle ske, og erkendelsen var, at vi har en masse gode folk, vi ved hvad der skal gøres og opgaven er populært sagt at få Kansas-tøjet på og udføre jobbet,” siger Anders Uttrup og fortætter:
“I den situation er der ikke brug for at få en helt ny person ind, som skal bruge noget tid på at stille spørgsmål og sætte sig ind i opgaven. Ledergruppen har bakket op om, at vi selv kan løfte opgaven og at jeg sidder for bordenden, og derfor har jeg sagt ja til jobbet.”
Anders Uttrup overtager ikke som sådan Astrid Simonsen Joos’ job som chef for Creuna i Danmark. Her blev gruppens CFO, Vegard Strøm, indsat som CEO, og det fortsætter han med. Creunas chef i Aarhus Roar Nissen fortsætter sideløbende med Anders Uttrup i København og det er fremover de to, der skal køre bureauets kontorer i Danmark.
Med jobbet får han ekstra travlt, for han beholder funktionen som koncernens strategi- og marketing-ansvarlige.
Anders Uttrup er en erfaren digital bureaumand. Han startede i 96 som en af de første med at arbejde med web-løsninger hos Y&R Interactive – bl.a. med TDCs Opasia som kunde. Siden var han omkring Aston Group som internetansvarlig og Cubizz (det senere Guava) indtil han tog nogle år som selvstændig.
I 2005 kom han så til Creuna og fik til ansvar at skabe bureauets profil og positionering i Norden.
“Jeg har været med til at bygge Creuna op og sætte bureauet på landkortet. Igennem tiden har jeg bygget et stort netværk af kollegaer op i den nordiske organisation, som betyder, at vi arbejder mere og mere sammen på tværs. Det vil jeg udnytte yderligere til at styrke Creuna i København og det nordiske samarbejde i hele koncernen generelt, ” siger Anders Uttrup.