I Cults kommende reklamefilm for Cult Cola bruger virksomheden reklamebudgettet på 100.000 kr. på at dele 1000 kronesedler ud til folk og så optage deres reaktion.
Det handler om at gøre en uventet god gerning for fremmede mennesker, hvorefter glæde og gode gerninger vil brede sig, skriver Politiken.
Eksempler fra reklamefilmen er en tjener, der får 1.000 kr. i drikkepenge; en mand der ikke skal betale en togbillet, fordi manden i køen foran allerede har betalt den og at alle i køen til en frozen yougurt-is, der fik den gratis.
Prank it forward eller goodvertising kaldes det, når firmaer bevidst smykker sig med deres gode handlinger, siger forfatter til bogen Goodvertising og direktør i The Goodvertising Agency, Thomas Kolster til avisen:
”Den såkaldte millennium-generation er vokset op med stor social ansvarlighed. De er en generation, der ser og erkender, at verden er fucked, og at kapital ikke altid bare er godt. Derfor connecter de spontant med virksomheder, der gør noget godt og udviser social ansvarlighed”.
Han fortæller endvidere, at nyhedshistorier og reklamer, bliver delt tre gange oftere, hvis de indeholder et positivt, hjertevarmt budskab og at virksomheder derfor kan differentiere sig på en positiv måde via reklame.
Rune Iversen er online marketingkoordinator hos Cult. Han siger til avisen om kampagnen, der skal køre på nettet:
”Folk bliver meget overraskede. Det er sjovt at prøve at påvirke folk til at få en bedre dag. Folk er blevet så dygtige til at fange det, når noget er falsk eller kynisk på nettet, derfor prøver vi at være ærlige omkring, at det er reklame, men at der ikke stikker noget under. Der er ingen skuespillere her, det er bare folk, der bliver glade”.
Politiken Torsdag, Kultur, p. 3.