Når den danske kreative, Mads Mardahl, i næste måned siger farvel til et klodens mest markante bureauer, BBH i London, er det et eventyr, der slutter. En selvvalgt slutning, ganske vist, og med håbet om at noget nyt kan begynde.
Mads Mardahl deler eventyret med Anders Wendel. Det begyndte, da de to kom ind på Kreativ Kommunikation, DMJX, efter 2-3 års tilløb. De søgte i deres praktik-tid ind som team på BBH i London – og fik chancen.
Den chance greb Mads og Anders i dén grad: Således var det deres manus, der blev til et tv-spot i Europa og Asien for Audi.
Efter praktikken tog de tilbage til DMJX for at gøre deres bachelor færdig. Men BBH var ikke færdig med det danske team, som forrige sommer blev spurgt, om de kunne begynde på bureauet.
Det skete med rullende tremåneders kontrakter, der blev evauleret – og forlænget. Og efter forlængelse på forlængelse blev Mads Mardahl og Anders Wendel for et år siden tilbudt fastansættelse på London-kontoret.
På det tidspunkt havde de netop afsluttet endnu en tv-reklame, den første produktfilm til Axe Apollo brand-kampagnen.
Mads Mardahl udtrykte ved dén lejlighed taknemmelighed – at være så heldige at få opfyldt en drøm og have følelsen af at være 100 pct. integreret i familien. Altså bureaufamilien.
Men netop familien er medvirkende årsag til, at han nu stopper på bureauet.
”BBH har fede briefs, fede kunder og super kolleger. Her er det et krav at være ”good and nice” – altså fagligt god og ambitiøs og samtidig flink over for andre. Jeg er superglad for stedet, men jeg vil gerne være tættere på min familie og mine venner. Jeg er nået til den erkendelse, at jeg også har lidt hjemmefødning i mig,” siger Mads Mardahl.
Han vendte tankerne med makkeren, Anders Wendel, der gerne vil blive i London og på bureauet. De gik til ledelsen, der viste forståelse:
”Selvfølgelig skal Anders have en ny makker, og selvfølgelig skal jeg gøre det, der gør mig mest glad – og de var flinke nok til at sige, at de var kede af skulle sige farvel til mig. Nick Gill (BBH’s Executive Creative Director, red.) sagde dét, jeg selv havde tænkt:
”Det er dit første voksne job. Der er ingen, der siger, at du ikke om fem år kan komme på et bureau i New York eller Sydney.”
Og jeg har da bestemt ikke tænkt mig at brænde mit pas. Men lige nu vil jeg slå mig fast ned i København,” siger Mads Mardahl, der samtidig kalder farvellet til fem års makkerskab med Anders Wendel for en lykkelig skilsmisse.
Umiddelbart er der kun én ulempe ved at have været i praktik og i fast job BBH: Manglende føling med danske forhold.
”Jeg kender de danske bureauer – men kun af navn og med et indtryk af de fleste. Jeg kender ikke folk eller branchen som sådan. Det begynder jeg på efter sommeren. Jeg har ambitionen om at lave noget godt kreativt arbejde, og den – fornemmer jeg – deler jeg med en masse bureauer herhjemme. Jeg går åbent til opgaverne og glæder mig til at komme hjem,” siger Mads Mardahl.