Dansk tobaksfabrik med ny marketingchef og nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

House of Oliver Twist har ansat en ny marketingchef og sonderet blandt fire bureauer. Nu skal tobakspastillerne markedsføres – med passende lav profil.

House of Oliver Twist fejrede 200 års jubilæum for 10 år siden og er Danmarks ældste selvstændige tobaksfabrik – med ny tilgang til markedsføringen, herunder en ny kampagne:

Organisationen blev styrket internt ved at ansætte Maria Schmidt som Marketing Manager. Hun har erfaring fra FMCG med brand strategi og forbrugermarkedsføring og kommer senest fra Rynkeby Foods.

Dernæst blev fire udvalgte bureauer besøgt – og House of Oliver Twist valgte Mantra og ud fra bl.a. bureauets lange erfaring med produkter, der skal markedsføres efter stramme regler, som f.eks. receptpligtig medicin.

Mantras opgave for House of Oliver Twist bliver at udbrede kendskabet til tobakspastiller, som er et mindre skadeligt alternativ til cigaretter.

Selv om antallet af rygere er faldende, er andelen stadig 21 pct. af den danske befolkning. Over halvdelen af rygerne er på udkig efter hjælp til at stoppe eller nedsætte deres forbrug af cigaretter. Plastre, tyggegummi og e-cigaretter er kendte tilbud i markedet.

Hertil kommer så tobakspastillerne fra House of Oliver Twist. Produktet er tobaksblade, rullet og skåret ud som til pastiller, og tilsat f.eks. lakridssmag. Man anbringer pastillen i siden af munden, tygger let på den og kan nyde smagen og den naturlige virkning af nikotinen uden den skadelige røg.

Der er allerede mange brugere af Oliver Twist tobakspastiller, men med de stadig mere stramme rygeregler vurderes potentialet stort. Brugerne undgår at få den skadelige røg og tjære ned i lungerne, de slipper for lugten, generer ikke deres omgivelser og kan nyde deres tobak diskret hvor som helst.

Lige nu er kendskab udfordringen. Til trods for at Oliver Twist er markedsleder i kategorien, er der for få, som kender kategorien og dermed også brandet.

Tobakspastiller er underlagt de samme juridiske restriktioner som cigaretter, når det gælder markedsføring. Det er ikke muligt at markedsføre sig direkte over for forbrugerne i nogen medier.

Det ser de nye samarbejdspartnere som en udfordring, hvor kreativitet og nye kanaler vil komme i brug alt sammen inden for lovgivningens rammer.

Tobakspastiller er ligesom portionssnus er ret hipt, påpeger en pressemeddelelse, blandt trendsættere især i storbyerne. Så her er det ”word of mouth” der gør, at æsken med tobakspastiller ofte ligger på cafébordet ved siden af latten.

Lige nu er Mantra og House of Oliver Twist ved at lægge sidste hånd på DNA processen med udvikling af en klar og entydig brand idea og en segmentering af målgrupper. Næste trin bliver eksekveringen, der skal føre til øget kendskab, penetration og loyalitet.