Danske Bank har, efter et ordentligt dyk med New Normal kampagnen for fem år siden, løftet sig igen i image- og kundetilfredshedsmålinger.
Det er derfor fastholdelse af den høje kundetilfredshed, som Marianne Laursen nævner som en af sine fokusområder, når hun 1. september starter som head of marketing & customer engagement.
Marianne Laursen bliver leder af 10 medarbejdere i den del af marketingafdelingen, der beskæftiger sig med personal banking.
Udover fastholdelse af kundetilfredsheden, vil Marianne Laursen fokusere på værdiskabelse til kunderne, bl.a. gennem digitale løsninger.
”Nu skal jeg først lære brandet godt at kende, lytte med på telefonerne og besøge filialerne, så jeg får styr på kundernes behov og forventninger. Tanken er at fortsætte med at udvikle kommunikation, der på en relevant måde bringer innovative digitale løsninger i spil, så værdien øges for kunderne.”
Marianne Laursen kommer fra YouSee, hvor hun er Head of Digital Marketing & Brand Activation. Tidligere har hun arbejdet hos bl.a. Codan og PFA Pension.
SVP Marketing & Communications, Personal Banking, Per Møller Jensen bliver Marianne Laursens nærmeste chef. Han refererer til CMO Jeanette Fangel Løgstrup og som er øverste ansvarlig for omkring 150 medarbejdere.
Udover Marianne Laursens business unit, personal banking, består marketingafdelingen af følgende:
Wealth Management med Dorthe Krogh Jensen som leder
Business Banking med leder Anders Møller Risgaard Sørensen
Corporate & Institutions med Linda Weihrauch Hoffmann i front.
Hos YouSee har man allerede fundet erstatningen for Marianne Laursen. Det er Peter Tranberg, der kommer fra en stilling som marketingdirektør for Danmark og Norge hos Just Eat.
