Dansker vender hjem fra New York for at blive ny direktør for mediabureau

FiG

Efter 3 1/2 år i New York – senest hos Ogilvy – vender Kristian Bæk-Mikkelsen hjem for at overtage ledelsen af mediabureauet Maxus.

Henrik Abraham stoppede for nogle måneder siden som adm. dir. for GroupM bureauet Maxus og efterlod således en ledig post.

Den er nu besat med en person, der er velkendt i GroupM sammenhæng. Samt i det hele taget i WPP.

Det drejer sig om Kristian Bæk-Mikkelsen, der vender hjem fra New York, hvor han i de sidste par år har været Head of Integrated Strategy for det nordamerikanske marked hos WPP-bureauet Ogilvy & Mather.

Kristian Bæk-Mikkelsen rejser hjem med et vist vemod i baggagen.

“Jeg har en planner baggrund, og for en som mig kommer et sted som Ogilvy i New York ikke bedre. Så jeg har været utroligt glad for at være der. Men af familiære årsager – vi har fået et lille barn – var tanken om at vende hjem til Danmark opstået,” siger Kristian Bæk-Mikkelsen og fortsætter:

“Da Jonas Hemmingsen og Maxus’ europæiske chef henvendte sig var der således en motivation for at høre på, hvad de ville. Vi faldt rigtig godt i hak, og jeg må sige, at jobbet er et tilbud, som man sjældent får, og derfor var det let at slå til.”

Kristian Bæk-Mikkelsen er en erfaren mediabureaumand efter en årrække hos GroupM-bureauet MEC, hvor han har håndteret adskillige funktioner – bl.a. stod han i en periode i spidsen for MECs digitale og strategiske bureau Since Twenty Ten.

“Det er en utrolig interessant tid for reklame og media. Kundens og forbrugerens efterspørgsel ændrer sig konstant og bureau-rollerne udvikler sig, så vi skal være hurtige og omstillingsparate for at holde os foran udviklingen og præge de skift, der sker i markedet,” siger Kristian Bæk-Mikkelsen og fortsætter:

“Min baggrund er strategi og digitale ydelser, og jeg har arbejdet med teknologi og innovation på de største bureauer i verden. Min agenda er at anvende disse værktøjer til at skabe værdi for vores kunder, og igennem tæt samarbejde med medierne og vores bureaupartnere finde nye måder at skabe vækst for alle.”

Kristian Bæk-Mikkelsen tog afsted til New York for ca. 3 1/2 år siden – i første omgang til et job hos MEC.