De kreatives formand skifter til Hjaltelin Stahl

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauet henter endnu en person fra Homes håndplukkede trio. Niels Heilberg bliver Senior Creative hos Hjaltelin Stahl.

Det er en driftig herre, som Hjaltelin Stahl netop har hentet til bureauet:

Når årets største kreative fest på dansk jord finder sted fredag den 9. maj, Creative Circle Award, så er det med Niels Heilberg som foreningens formand og arrangementets reelle vært.

Heilberg er også en del af den trio af ”begavede enkeltpersoner”, som Home for nyligt valgte som afløser for sit hidtidige bureau, Zupa Recommended.

Og nu trækker bureau-branchen for alvor igen.

”Jeg plejer at sige, at der om et par år kommer til at være en håndfuld bureauer, der stikker af fra resten, fordi de både er dygtige, innovative og nogen exceptionelt gode arbejdspladser. Jeg tror, Hjaltelin Stahl er et af de bureauer, og håber at kunne bidrage til, at det bliver tilfældet. Jeg har stor respekt for det meget høje niveau, bureauet holder sig på både løsninger og arbejdskultur, og sætter stor pris på min nye dagligdag, som er fyldt til randen med dygtige kolleger og kunder,” siger Niels Heilberg, der er startet som Senior Creative.

Med ham følger en del opgaver for home. Sammen med Thomas Falkenberg har Niels Heilberg og Mette Hørdum  det seneste halve år som bureautrekløver forejendomsmæglerkæden. Mette Hørdum blev i januar kontaktdirektør hos Hjaltelin Stahl. Og dette samarbejdet kommer dermed til at fortsætte i Hjaltelin Stahl-regi.

Niels Heilbergs cv er i dén grad rundet af bureauerne; ADer på Ogilvy, senior ADer hos DDB, og kreativ direktør i AdPeople og NetPeople samt partner i Wibroe, Duckert & Partners – dernæst med eget (og Andrew Smarts) bureau, The Aid Agency, som fokuserede på ansvarlighed og CSR. Dertil kommer Brandhouse og RelationshusetGekko.

Kreativ Direktør og partner Nicolai Stahl udtaler:

”Niels er en super senior-kapacitet med stor erfaring, er skarpt strategisk tænkende og har en dyb medfødt cross media tilgang til kreativitet. Derudover har han en dejlig nysgerrig appetit på morgendagens utallige udfordringer – så vi er rigtig glade for at have for at have fået Niels om bord.”

Hos home har relationschef Mads Ellegaard denne kommentar:

“Vores samarbejde består fortsat af enkeltpersoner med direkte kontakt til vores relationsafdeling, og det er den form, vi ønsker. Nøgleordene for os er fleksibilitet, agilitet og hjerteblod, og at Niels nu fysisk befinder sig på Hjaltelin Stahl ændrer ikke på det. Det er ikke logoet i hjørnet af fakturaen, der afgør vores samarbejde”.