Den ville jeg ønske, jeg havde lavet. Ulrik Feldskov Juul.

Ulrik Feldskov Juul, kreativ direktør, Recommended

Robert/Boisen leverede de snapse, der ellers er langt mellem, når det kom til bemærkelsesværdige byggemarkedsreklamer. Og så var det endda et spot for Interflora.

For nogle år siden var jeg via mit arbejde med Råd&Dåd Byggecenter pænt optaget af alt, hvad der lugtede af reklame for søm og skruer og den slags.

Det var før, vi selv havde avlet den elskede (og hadede) Brøler fætter. Og der var mildt sagt langt imellem snapsene, når det kom til bemærkelsesværdige byggemarkedsreklamer.

Derfor var jeg på stikkerne, da en film optaget i et byggemarked pludselig poppede op reklameblokken: En mand stod og kiggede på en boremaskine. Hans sure kone kommer forbi, snupper den lille boremaskine og giver manden en ordentlig drønnert af et powertool. Manden står og glor. Og så kommer teksten på skærmen, der får en ampul af sydende misundelsesgalde til at briste i min mavesæk: HUSK HVAD BLOMSTER KAN GØRE! Interflora.

Overraskende. Godt set. Og med en universel sandhed indbygget, der rammer lige ned midt i al “mand og kone halløjet” på tværs af aldre, racer og kontinenter.

Så kan jeg sådan set ikke ønske mig ret meget mere, hvis jeg skal komme på et koncept, jeg godt ville have lavet.

Og der kom mere. En lind strøm af godt tænkte og velproducerede film og print, der naglede det ene lille hverdagsdrama efter det andet.

En af de ting, der kendetegner et godt koncept, er langtidsholdbarheden. I RBLM’s tilfælde har man formået at holde dampen oppe i en årrække – uden at det er gået hen og blevet udvandet og lummerplat. Og så alligevel. Det er måske en lille smule lummert, når man ser en mand klæde sig af, pille sig i navlen og den slags, hvorefter man klipper til en kvinde der, ligger i dobbeltsengen og klapper kælent og inviterende på puden. Det er sådan set ikke det, der er lummert. Det er mere, når man klasker et skilt på, hvor der står: “Husk mors dag!”. Det er dæl’me kinky. Men det er måske bare mig og mit ødipuskompleks!

PS. Denne positive omtale af et kendt reklamekoncept er fremkommet uden nogen form for udveksling af blomster, chokolade og vin.