DF vil straffe bureauer, der bruger engelske udtryk

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: For at beskytte det danske sprog, skal reklamer og annoncer med engelske ord og udtryk belægges med afgifter, mener Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti vil beskytte det danske sprog. Derfor mener partiet, at virksomheder og reklamebureauer skal straffes, hvis de bruger engelske udtryk i danske reklamer.

Det er baggrunden for et nyt udspil fra partiet, om at annoncer og reklamer med engelske – eller andre fremmedsproglige udtryk – skal belægges med punktafgift.

Radioavisen bragte nyheden i morges, hvor kulturordfører Alex Ahrendtsen sagde:

”De har det åbenbart svært i den kreative klasse med at benytte sig af dansk i nogen sammenhænge og tyr til engelsk, fordi de synes, at det lyder smartere og så må vi jo hjælpe dem enten til at tale til deres patriotiske hjerte, hvis de har et og hvis de ikke har det, så må vi lægge en punktafgift på engelsksprogede eller fremmedsprogede reklamer.”

Direktør og partner i Zupa, Per Lobedanz Witthøfft kalder forslaget for pjattet og siger til radioavisen, at det ikke er særlig tit, at der er engelsk i danske reklamer. 

Radioavisen fandt et meget kendt eksempel frem.

“Hello, I would like one squash” ville blive beskattet, hvis DF fik sit forslag igennem. Men lige præcis den reklame, har Alex Ahrendsen dog ikke noget imod.

Radioavisen kl. 7 og kl. 8 samt altinget.dk