Hans-Christian Kock var i 10 år ansat på Kristeligt Dagblad, senest som salgs- og marketingdirektør. Nu vender han tilbage til avisen.
Han stopper dermed som kontaktdirektør og analysechef hos Peytz & Co, hvor han har været ansat i et års tid.
Hos Kristeligt Dagblad får han titlen af kommerciel direktør og får ansvaret for alt avis- og annoncesalg på print og digitalt, ligesom han får ansvaret for at udvikle nye forretningsområder.
”Jeg er meget glad for, at Hans-Christian Kock nu vender tilbage til Kristeligt Dagblad, hvor han blandt andet skal bidrage med at styrke den digitale forretningsudvikling”, siger ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør Erik Bjerager i en pressemeddelelse.
Udover stillingen hos Peytz & Co, har Hans-Kristian Kock siden han holdt op på Kristeligt Dagblad i 2011, været ansat nogle få måneder i Berlingske som bladsalgsdirektør og har desuden været selvstændig med et abonnementskoncept på blomster.
Han afløser salg- og marketingdirektør Joachim Langagergaard, der har ønsket at fratræde sin stilling for at indgå i ledelsen af den familieejede virksomhed Musskema.dk, hvor han tiltræder en nyoprettet stilling som markedsdirektør og partner.