DM-vinderens søster vælger nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

MAN Diesel & Truck blev den store vinder ved DM-prisen. Nu har søsteren, MAN Truck & Bus, valgt nyt bureau. I øvrigt et bureau, der også gik prisvindende hjem fra DM-dagen.

MAN Diesel & Turbo var på scenen tre gange ved Direct Marketing-prisen 2014 tirsdag aften i Hotel Tivoli i København, og en af gangene var for at modtage hovedprisen.

Og så kan man på new bizz-agtig vis sidde og spørge sig selv: ”Har hun en søster?” – og til dét er svaret: Ja, det har hun – MAN Truck & Bus Danmark – men hun er netop afsat til anden side.

”Vi har været rundt og tale med en række forskellige bureauer. Og valget faldt på Umwelt,” siger Claus Lindholm, Market Communication Manager, MAN Center Scandinavia.

Valget omfatter de skandinaviske BtB-aktiviteter, og det uddybes således:

”Umwelt udviste stor forståelse for vores marked og de har en proven track record med implementering i Norden. Endvidere oplevede jeg en god vekselvirkning mellem bureauets strategiske forståelse, digitale kunnen og evne til at løse de taktiske implementeringer.”

Parterne har taget hul på samarbejdet. Det kan lyde kækt, når en virksomhed, der sælger lastvogne og busser, roses for sit drive, men det er ikke desto mindre, hvad Mikkel Heideby, partner i Umwelt, gør:

”Det er naturligvis vigtigt for os, at vi er i stand til at tiltrække nye kunder. Og gerne af den slags, der har ambitioner og drive. Det oplever vi klart hos MAN. Det beviser, at vores tanker om kommerciel kreativitet vinder indpas hos de annoncørerne. Og så gør det jo heller ikke noget, at kampagner med lastbiler er særlig interessante for nogen af de mandlige kreative på bureauet.”

Umwelt var selv på scenen ved DM-prisen; som vinder – sammen med IUM – af Bedste BtC kampagne med Pensionstallet for PFA Pension.