Envision lancerer SoMe-kampagne for fisk

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bureauet håber på, at de unge, der faktisk spiser mere fisk end andre aldersgrupper, kan få andre med på fiske-fortæringen.

Unge er den gruppe af danskere, der har de mest bæredygtige indkøbsvaner, når det handler om fisk.

Derfor har Envision valgt at bruge de sociale medier for at få de unge til at videreformidle til resten af befolkningen, at det er godt at spise fisk.

Opdragsgiveren er den globale non-profit organisation MSC, og målet med kampagnen er, at de unge giver et blåt ’thumbs up’ for at vise støtten til MSC.

Informationen om, at det er de unge, der kender MSC-mærket bedst, kommer fra en undersøgelse fra YouGov.

27 procent af de 18-34-årige genkender mærket i modsætning til befolkningsgennemsnittet på 17 procent.

Samtidig er det 24 procent af de unge, der køber produkter med MSC-mærket mod 7 procent af befolkningen.

Kampagnen, der kører i denne og næste uge, hedder ’Thumbs up til #blåfisk’ og blev kickstartet af kendisser som Sys Bjerre, Christiane Schaumburg-Müller, Andrea Elisabeth Rudolph og Mikkel Beha.

Samtidig er der sendt materiale til bloggere for at få dem til at give tomlen op, ligesom fem personer cykler rundt i København for at fiske unge forbrugeres tomler til den blå kampagne.

”Som alle andre i branchen krydser man vel ekstra meget fingre for, at den virale effekt nu kommer. Vi har selv været i gang med benarbejdet og brugt netværket til fulde, for som altid med denne type organisationer er kampagnebudgettet begrænset”, siger kontaktchef hos Envision, Michael Rode og fortsætter:

”MSC-mærkningen er en temmelig kompleks størrelse, og vores opgave har været at gøre historien lige så enkel som det røde ø har været for økologien. Lad os håbe, at #blåfisk tager fart i de næste to uger – og i de kommende år”.