Da Allers ugeblad Søndag i foråret udkom med magasinet Kvinder med kurver, var markedsføringen enkel, men effektiv: En pressemeddelelse og kontakt til journalister, der i stort omfang og på forskellige kanaler kunne berette, at der rent faktisk fandtes kvinder med kød på – også i bladene.
Også det andet nummer af magasinet, der udkom i begyndelsen af denne måned, skulle markedsføres, men på en ny måde:
”Vi ville fange den følelse, der er i bladet; livsglæde. Det er lykkedes med en flashmob, hvor 50 kvinder i størrelse 44 og op danser i Frederiksberg Centret. Alene på Facebook har filmen fået 161.000 visninger, godt 2.000 likes og masser af skønt, sejt og andre positive kommentarer,” siger Stinne Bjerre, der er Søndags chefredaktør.
Men en flashmob … i 2015?
”Jeg er med på, at det er set før – mange gange før. Men vi har ikke prøvet det før, og vores målgruppe er formentlig ikke dem, der hænger ud på YouTube. Og vi kan konstatere, at det har virket,” siger Stinne Bjerre.
Kvinder med kurver fulgte med den udgave af Søndag, der udkom 3. august. Prisen på bladet var sat op med 5 kr., og ”salget er gået godt”, lyder de foreløbige meldinger.
Det flaskede sig sådan, at Benedikte Utzon netop er ude med et nyt plus size-mærke, og designeren agerer selv model i magasinet.
Men op til selve flashmobben var der ikke meget, der flaskede sig.
”Vi skulle samle 50 kvinder – anført af Audrey Castañeda – der skulle danse til Pharrells ”Happy” ved Storkespringvandet i København. Men det var alt for dyrt at bruge Happy, og selv om vi havde fået tilladelse af Københavns kommune til at lave flashmobben ved springvandet, måtte vi droppe det med fire dages varsel, for vejrudsigten fortalte, at det ville regne,” siger Stinne Bjerre.
Det blev i stedet Wafandes ”Gi’ mig et smil” og Frederiksberg Centret.
At samle 50 kvinder med kurver viste sig ikke at være et problem – for dem havde Audrey Castañeda fået med på ideen via sit netværk. Kvinderne nåede at øve to dage på dansen.
Ideen til flashmobben er Søndags egen, udviklet af redaktionen og Allers marketingafdeling, og produceret inhouse af Aller Visuals.
”Når vi helt selv har skabt eventen, så bliver man altså ekstra glad, når det lykkes. Vi har ikke haft et bureau på opgaven, og til daglig har vi heller ikke et bureausamarbejde, men bruger fortsat den platform, som We Love People udviklede i 2010,” siger Stinne Bjerre.
Hun tilføjer:
”Første gang, vi gik ud med Kvinder med kurver, var markedsføringen PR, anden gang har det været sociale medier. Hvad der skal ske tredje gang, ved vi endnu ikke, men efter flashmobben har vi fået mange hilsner fra kvinder, som gerne vil medvirke næste gang.”