Første danske bog om purpose marketing

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det er meget oppe i tiden at virksomheder skal have et formål – ud over at tjene penge. Nu er ny bog på vej omkring, hvordan man får vendt forbrugerne fra at være skeptiske, til at have tillid til de virksomheder, der påtager sig et ansvar.

Det er ikke nok,  at virksomheder bare skraber penge sammen. De skal aktivt gå ind og tage et samfundsansvar.

At virksomheden har et formål udover at tjene penge var på tapetet i Cannes i sommers, hvor et af de tre ord, der gik igen hos de forskellige oplægsholdere, var ’purpose’.

Nu kommer så den første danske bog om purpose marketing. Den er skrevet af Claus Skytte, tidl. strategisk direktør – nu purpose director – hos We Love People, i samarbejde med Bo Kampmann Walther, der er lektor i medievidenskab ved Syddansk universitet.

Bogen hedder ’MEDBRUGER – forstå hvordan et velformuleret purpose kan gøre skeptiske forbrugere til tillidsfulde medbrugere’.

Forfatternes tanke med bogen er, at få folk til at handle hos virksomheder, der hjælper til med at bygge samfundet op mod til gengæld at få respekt og loyalitet fra sine medarbejdere og forbrugere.

Det handler om at være værdiskabende og samfundsopbyggende i sin content, mener forfatterne, for med de sociale medier, er forbrugerne blevet ’medbrugere’ og kan være med til at lægge en virksomhed ned, som de ikke mener er autentiske nok eller opfører sig ordentligt.

”Medbrugere opstår i en verden, hvor det er blevet muligt for borgerne at være med. Sociale medier er i fuld gang med at revolutionere verden, selvom vi stadig væk kun er i de tidligere cowboy-år. 7,5 procent af alle bøger, der er trykt siden Gutenberg opfandt trykpressen, handler om sociale medier. Sociale medier giver for første gang ’power to the people’, og vi har set hvordan sociale medier kan flytte Danmarks mest respekterede bank til at være den mest forhadte bank på kun 14 dage; hvordan man kan bringe et teleselskab i knæ på et par ugers tid; og hvordan sociale medier på fem dage kan splitte et politisk parti som SF ad og bringe det til fald”, siger Claus Skytte.

Virksomhedernes formål skal naturligvis kommunikeres på den rigtige måde, og her vil de sociale medier spille en markant rolle, mener forfatterne:

”Vi skal hjælpe med til at skabe værdiskabende og samfundsopbyggende content, som forarger eller som er enestående. Det 30 sekunders tv spot er stadig den bedste måde at skabe bred dækning på i dag. Men seningen af kommercielle tv-stationer er i fald. Teknologien bag de sociale medier går lynhurtigt ind i sin eksponentielle vækst, og klassisk kommerciel flow tv er ikke fremtidens løsning på, hvordan man kommunikerer til forbrugerene. De accepterer snart ikke længere envejskommunikation”.

Kommunikationen, der naturligvis skal gå hånd i hånd med, at virksomheden tager et samfundsansvar, kan ifølge de to forfattere vende skeptiske forbrugere til tillidsfulde ditto.

”Måden at gøre skeptiske forbrugere til tillidsfulde medbrugere er at hjælpe virksomheder med at finde løsninger på det 21. århundredes udfordringer og få det fortalt på enestående måder – både som flow tv og som enestående eksekveringer via de sociale netværk. Så kommer tilliden tilbage – og en ansvarlig og ærlig vækst”.

Bogen, der er på 232 sider, udkommer 10. april. I øvrigt – ifølge Claus Skytte, blot seks dage senere end den første amerikanske bog om samme emne:  ”The Purpose Economy”.

‘MEDBRUGER’ kan købes på saxo.com til 199 kr. i hardcopy og 99 kr. som e-bog.

På medbruger.dk kommer bogen til at ligge til fri læsning fra 10. april, hvor man også kan skrive videre på bogen. Den af medbrugerne kommenterede e-bog bliver udgivet som 2. udgaven af ebogen.