Fra offentlig ansat til bureau-ejer

Peter Engholm
25@mail.dk

Et job i Økonomi- og Indenrigsministeriet blev grundstenen til ikke kun open source-platformen Go Basic, men også til bureauet Berú, som Rasmus Rudolf ejer sammen med fire andre.

I 2012 blev den tidligere director of technical business development hos 1508, Rasmus Rudolf, ansat i Økonomi- og Indenrigsministeriet som specialkonsulent. Opgaven var basal: At udvikle en open source platform, som offentlige (og private) aktører let kan bygge videre på, så de ikke skal starte forfra ved hvert nyt webprojekt.

Rasmus Rudolf var idémand og projektansvarlig, og han hyrede Jeppe Andreasen som arkitekt og teknisk leverandør. Det blev til Go Basic – og starten på et samarbejde, der nu er blevet til et bureau – med navnet Berú.

”Da vi var færdige med Go Basic, kunne jeg have fortsat i ministeriet med vedligeholdelse, men Jeppe og jeg havde lavet noget i grunden ret fedt, som vi gerne ville løfte videre. Vi fik designbureauet Robert & Ingemann – Christian Robert Rasmussen og Johan Ingemann Laustsen – med samt Villads Ruby. På den måde kan vi håndtere alle opgaver i forbindelse med Go Basic. Det være sig projektledelse, teknik, film, design,” siger Rasmus Rudolf.

Berú blev stiftet sidste sommer, men har ikke brugt tiden på at skilte med sin eksistens, men derimod på at arbejde:

Miljøministeriet har netop lanceret sin betydelige webportefølje på Go Basic. Her har Berú stået bag rådgivning, design, teknisk udvikling af departementsitet mim.dk såvel som sites til Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Geodatastyrelsen, Natur- og Miljøklagenævnet samt en række kampagnesites. Et projekt, der også har omfattet indholds-migrering af flere end 50.000 sider.

”Ideen om ikke at starte helt forfra kan alle drage fordel af. Systemet er bygget oven på Umbraco og ligeledes frigivet som open source, så alle, der har lyst, kan bygge deres site på løsningen. Det er der allerede flere andre, der gør – og jo flere, des bedre. Når den dybe tallerken ikke skal genopfindes, kan parterne fokusere på at skabe reel værdi,” siger Rasmus Rudolf.

Berú har foruden Miljøministeriet leveret løsninger til CPR, Nationalbanken, Erhvervs og vækstministeriet, Økonomi og Indenrigsministeriet, samt private virksomheder som Energinet, Cane-Line, Sika-Design og Steno Diabetes Center.

”Go Basic består af en række moduler såsom nyhedsbrev, lister, søgning, formularer, billedkarruseller, videoafspilning – og for møbelproducenten Cane-Line byggede vi et globalt e-commerce site,” siger Rasmus Rudolf.