Den 1. februar fik Fullrate ny adm. direktør; Lars Asger Petersen. Og med ansættelsen pr. 1. maj af Lars Glade som ny markedsdirektør er teleselskabets ledelseshold på plads.
Ved årsskiftet var posten ledig, idet Fullrates salg- og marketingdirektør gennem de seneste fire år, Christian Rau, var skiftet til fitness dk.
Hans afløser, Lars Glade, kommer fra Telia, hvor han var Market Manager i Erhvervs-delen. Cv’et rummer titler som Head of Data & Content, Head of Market Management og Produktchef – alle i telebranchen, hvor Lars Glade har gjort sig gældende de seneste snart 20 år.
Men det er ikke den udtalte tele-erfaring, som chefen for Fullrate slår på ved ansættelsen:
”Lars Glade har internt titel af Commercial Manager, og det giver god mening, for han er en ultra-kommerciel fyr. Fantastisk kreativ og idé-genererende og samtidig velfunderet i tallene. Opgaven bliver at udvikle forretningen, så nye kunder kommer til, og eksisterende kunder ikke siger farvel. Den opgave er jeg ikke i tvivl om, at Lars Glade kan løse – han har stor fremdrift, og det vil komme både vores kunder og vores forretning til gode,” siger Lars Asger Petersen.
Det bliver især eksisterende kunder, og i mindre grad seere på reklameblokken, der vil stifte bekendt med initiativerne fra den nye markedsdirektør. Sidste sommer slog TDC-koncernen sine marketingafdelinger for TDC, YouSee/Onfone, Telmore og Fullrate sammen i én organisation og oprettede samtidig kompetence-centre som sparringspartnere.
”Vi trækker på en viden-pool hos TDC, når det gælder markeds-kommunikation og mediaindkøb. Men der bliver ikke så meget above-the-line kommunikation fra Fullrates side. Vi kommer snarere til at kommunikere indadtil, for med sammenlægningen af Fullrate og M1 sidste år har vi to store kundebaser uden megen overlap, som vi fokuserer på. Det er ganske enkelt: Vi skal være tæt på kunden,” siger Lars Asger Petersen.
Fullrates ledelse består – udover Lars Asger Petersen og Lars Glade – af COO Haktan Bulut, CFO Christian Pedersen-Bjergaard samt Service & Support-direktør Nadeem Nielsen.