Ligesom New Zealand slår sig op på Ringenes Herre og Hobbitten, så kan Kroatien med god grund lukrere på Game of Thrones.
Den voldsomt populære serie fra HBO – nu i sin 4. sæson – er nemlig primært optaget i Kroatiens hovedstad, Dubrovnik, samt i de to kystbyer Split og Trogir.
Byens turistorganisation benytter sig da også af lejligheden til at markedsføre byen rundt omkring i Europa, og i går var turen så kommet til København, hvor man på et pressemøde dyrkede de steder, der var brugt som lokation i serien.
I Dubrovnik bliver der arrangeret tour guides rundt til de samme steder, som er med i serien. Og planen er desuden at lave city breaks – dvs. korte ture til Dubrovnik, hvor hovedformålet er at gå i seriens fodspor.
Kroatien har allerede oplevet et pænt ryk-ind af turister, og med Game of Thrones satser man på at kunne udvide turistsæsonen i Dubrovnik. Pressechef Jelka Tepsic fra Dubrovniks Turistbureau siger:
”Vi håber på at kunne overbevise turisterne om, at det er en rigtig god ide at besøge Dubrovnik uden for sæsonen. På det tidspunkt er der færre turister, og man kan derfor bedre se de steder, hvor Game of Thrones er optaget og forestille sig, hvordan det er i filmen”.
Desuden fremhæves det, at serien optages uden for den normale feriesæson, og derfor er der mulighed for at støde ind i en af skuespillerne, som f.eks. Nikolaj Coster-Waldau, der har en af de bærende roller i tv-serien. Og sæson 5 og 6 er i støbeskeen.
PR-indsatsen for at tiltrække flere turister har bl.a. indtil videre ført til en ni siders artikel i Easyjets inflight magasin, som er trykt i 5 mio. eksemplarer.
Men helt så ligetil er det imidlertid ikke at promovere destinationen i Game of Thrones-øjemed. Turistorganisationen står nemlig over for en væsentlig begrænsning.
Det er nemlig HBO, der – næppe så overraskende – ejer samtlige rettigheder, og turistbureauet har ikke lov til at bruge hverken skuespillere, logo eller andet materiale fra serien.
Til alt held for Kroatien har HBO selv lavet en film, hvor flere aktører fra serien fortæller, hvor dejlig Kroatien er, og den ligger frit tilgængelig på nettet.
Til gengæld forsøger man at få Game of Thrones-udstilling, som i øjeblikket rejser verden rundt, til landet.
Udstillingen viser bl.a. klenodier, kostumer og rekvisitter fra serien.