Generationsskifte: Zupa får ny direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Petter Pablo Sommerfelt-Venegas overtager ledelsen af bureauet, mens Lars Tversted har valgt at søge helt nye udfordringer hos Designit.

Zupa kan i morgen sætte punktum for et begivenhedsrigt regnskabsår (slutter d. 30. juni), og man gør det med maner.

Bureauet er netop flyttet til nye lokaler, og samtidig realiserer man det generations-skifte, som har været på vej i et stykke tid. Det betyder konkret, at bureauet siger goddag til en ny administrerende direktør i skikkelse af Petter Pablo Sommerfelt-Venegas.

Men man holder ikke bare skiftedag på posten. Den hidtidige, Lars Tversted, benytter generations-skiftet til at søge ud i helt nye udfordringer.

Lars Tversted bliver ny managing director i den københavnske afdeling af det store danske og globalt orienterede designbureau, Designit.

Lars Tversted var for 12 år siden med til at stifte Zupa, og det har været noget af en rejse. Bureauet placerede sig stærkt i den voksende digitale verden, og blev købt af Recommended.

Den fusion blev dog ikke en succes, og i slutningen af 2014 gik man så fra hinanden igen.

Siden har Lars Tversted stået i spidsen for processen med at genetablere Zupa som selvstændigt bureau, og det er nu lykkedes så godt, at han synes, der var plads til at realisere et ønske om at prøve noget helt nyt.

”Det har været en svær og personlig beslutning at forlade det bureau, jeg har været med til at starte op for over 12 år siden. Specielt er det svært at skulle sige farvel til kolleger, som jeg har elsket at arbejde og være sammen med,” siger Lars Tversted og fortsætter:

“Men jeg har igennem et stykke tid vidst, at det var tid til at prøve noget nyt. Jeg har lyst til at bruge min erfaring udenfor reklamebranchen – og komme tilbage til at arbejde mere i spændingsfeltet mellem produkt, teknologi og design. Det har jeg fundet i mit nye job hos Designit.”

Fra 5 til 4 partnere

Efter skilsmissen har Zupa været ejet af 5 partnere. Det bliver nu til 4. Ud over Petter Pablo Sommerfelt-Venegas er der tale om Per Lobedanz, Jesper Thomsen og Flemming Holm.

Bureauet beskæftiger i dag 37 medarbejdere, der tæller spidskompetencer inden for brandstrategi og -aktivering, digital, marketing automation og CRM. Zupa løser opgaver for bl.a. Codan, Danske Bank, Maersk, DBU, DONG, DSB, FOA, LO Plus, ALK, PFA Pension, Sennheiser og TDC.

Petter Pablo Sommerfelt-Venegas ser lyst på fremtiden.

“Vi har set en tilgang af kunder og projekter, der matcher vores mål og strategi, så overgangen er gået rigtig godt. Nu glæder vi os bare sindssygt meget til at starte et nyt år i nye lokaler og med den rigtige sammensætning af branchens dygtigste mennesker,” siger Petter Pablo Sommerfelt-Venegas.

For Lars Tversted bliver det et ganske anderledes miljø, han skal til at arbejde i. Designit har afdelinger flere steder i verden, og konkurrerer primært med store internationalt orienterede designbureauer. Alene den danske afdeling hører til landets større bureauer, og der er tale om et meget internationalt miljø.