Den digitale annonceomsætning steg i 2013 med 8,4 pct. – ganske flot i forhold til et marked, der viste et fald.
Men der er torne i udviklingen – i hvert fald set fra danske mediers side. Det noterer Danske Medier i en analyse.
Det er nemlig internationale medier som Google og Facebook, der løber med størstedelen af væksten.
“Det går fortsat frem for annonceomsætningen på de digitale medier, men opgørelsen viser også en bekymrende udvikling. Danske onlinemedier mister fortsat terræn til de store udenlandske spillere som Google og Facebook. Det går i sidste ende ud over den kvalitet og bredde, som kommercielle danske medier kan levere på bl.a. nyhedsområdet,” siger Allan Sørensen, Digital chef i Danske Medier, i en pressemeddelelse.
Rapporten viser yderligere et marked i hastig forandring på teknologi og forretningsmodeller, hvor automatiseret salg af bannerannoncer efter blot to år allerede udgør 20 pct. af omsætningen. Forventningerne i markedet er, at denne udvikling forsætter i samme takt over de næste par år. Det har medført, at den digitale mediebranche i stor grad er i gang med at omstrukturere deres salgsressourcer.
“Den største udfordring for de danske medier er fortsat, at de store udenlandske spillere vinder markedsandele. Google øger omsætningen med 250mio. kr. og Facebook med 89 mio. kr.,” siger Allan Sørensen.
Det samlede online-marked steg med 381 mio. kr. Søgeord udgjorde 41 pct. af markedet, mens bannere og partnerskaber udgjorde 32 pct. og markedspladser 21 pct.