Hjaltelin, Stahl & Co beholder Citymail, selv om McCann står for lancering af ny platform

Peter Engholm
25@mail.dk

Seks transportselskaber, inkl. Citymail, skal markedsføres under fælles paraplay, og lanceringen tilrettelægges af McCann. Men herefter vender man tilbage til Hjaltelin, Stahl & Co.

Grøn erstatter orange, og “Bring” bliver nyt fornavn for Citymail.

“En perlerække af Nordens mest erfarne leverandører har nemlig samlet kompetencerne i et nyt fælles varemærke for erhvervskunder: Bring” – det meddeler printannoncen, som ikke har Citymails hidtidige bureau som afsender, men derimod McCann.

“Det er koncernmarketing i Norge, der har besluttet, at McCann i Norge og Sverige skal stå for lanceringskampagnen for Bring”, siger Magnus Olin, der er marketingchef i Bring Citymail i Danmark.

Hjaltelin, Stahl & Co har været Citymails bureau – er de også Bring Citymails bureau?

“Ja, det er de. Vi skifter farve og navn, men ikke bureau. McCann står for den aktuelle kampagne, herefter vender vi tilbage til Hjaltelin, Stahl & Co”, siger Magnus Olin.

Hvad med de øvrige selskaber i Bring?

“Det kan jeg ikke udtale om, for det ligger uden for Bring Citymail,” siger Magnus Olin.