https://www.youtube.com/watch?v=XHcfZYlNHOM
I marts sagde Post Danmark farvel til Bates på reklamebudgettet og til Wunderman på direct – og goddag til Hjaltelin Stahl på begge budgetter.
Nu er det første resultat af samarbejdet lanceret – i form af en bredt funderet kampagne for en app, Postkortet, der lancerer det moderne postkort med en ny, digital løsning.
Der sendes stadig færre postkort, men det er ikke nødvendigvis et udtryk for faldende glæde ved selve mediet:
”Danskerne elsker fortsat at modtage den fysiske hilsen, men at det er vigtigt for moderne mennesker at finde nemme, digitale veje til at glæde hinanden – gerne så personligt som muligt,” siger Morten O. Nielsen, kommunikationschef i Post Danmark, og fortsætter:
”Vores løsning er en revitalisering af postkortet, hvor vi med vores nye app gør det nemt at sende en personlig hilsen, som lander fysisk i brevkassen. Og hvor teksten altid har været personlig, gør vi det nu også muligt at sende et personligt motiv, modtageren kan hænge op på køleskabet,”
Det længere kampagneforløb for app’en består af bl.a. tv-spot, outdoor, online, direct og event og blev allerede skudt i gang under Folkemødet på Bornholm. Lige nu kører der tv-spots, mens Post Danmark fra på lørdag den 28. juni og en uge frem vil være til stede i Københavns Lufthavn – med to smartphones i mandshøjde. På de store rejsedage vil der blive uddelet vouchers til 50.000 postkort, så de rejsende selv kan prøve app’en.
”Postkort sendes ikke kun fra ferier, men også fra oplevelser. Så senere på sommeren kører tv-kampagnen igen, og de mange tilskuere til cykelløbet Post Danmark Rundt vil også blive præsenteret for Postkort-app’en,” siger Morten O. Nielsen.
Han suppleres af Mette Hørdum, Client Service Director hos Hjaltelin Stahl:
”Vi håber selvsagt, at app’en Postkortet kan være en god start til at vise Post Danmark som en innovativ virksomhed, der leverer konkrete og brugbare produkter til danskerne. Og så er timingen perfekt op til sommerferien, så nu håber vi bare, at danskerne synes, produktet er lige så fedt, som vi gør.”
Også de kommende kampagner vil fokusere på teknologiske produkter leveret i øjenhøjde med danskerne.
TNS Gallup undersøgte sidste sommer – på vegne af Posten – danskerne forhold til postkort:
- 68 pct. foretrækker at modtage en feriehilsen sendt med posten, 8 pct. via e-mail, 10 pct. via sms , 2 pct. via sociale medier
- 66 pct. regner med at modtage et feriepostkort
- 85 pct. enten gemmer, hænger deres sommerferiepostkort op eller sætter dem frem