Ja til konkurrencer, nej til reklamer

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Et ja til deltagelse i en konkurrence er ikke nødvendigvis et ja til markedsføring. Forbrugerombudsmanden løfter pegefingeren over for virksomheder, der ikke gør betingelserne klart.

Flere end 20.000 danskere klager hvert år til Forbrugerombudsmanden over uanmodede reklame-e-mails og opkald fra telefonsælgere.

Mange har i forbindelse med eksempelvis en konkurrence faktisk givet den pågældende virksomhed lov til at kontakte dem – men de har ikke været klar over det. Det er et problem, mener Forbrugerombudsmanden, som nu sætter ind med oplysning til virksomhederne.

Med en ny vejledning vil forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen sikre, at kun de, der rent faktisk ønsker at bliver kontaktet, bliver det:

”Det er ulovligt at sende reklamemails eller ringe en forbruger op, hvis forbrugeren ikke har været klar over, at han eller hun gav samtykke til at modtage markedsføring. I en lang række af konkurrencerne er det mere eller mindre skjult for forbrugerne, at de vil modtage markedsføring, når de deltager i konkurrencen. Det er ikke i orden,” siger hun ifølge en pressemeddelelse.

Vejledningen med den mundrette titel ’Brug af konkurrencer og lignende ved indhentelse af forbrugernes samtykke til markedsføring’ skal hjælpe virksomheder med at overholde reglerne for, hvordan de må bruge konkurrencer, når de indhenter forbrugernes samtykke til at modtage markedsføring.

Ifølge markedsføringsloven er det ikke lovligt at bruge et samtykke, som en forbruger giver uden at være opmærksom på det. Alligevel har forbrugerombudsmanden måttet løfte pegefingeren over for en række virksomheder inden for navnlig tele- og energibranchen.