Det lød snarere som en undskyldning end en motivering:
”Vi forventer, at brands gør gode gerninger – i en grad, at det til tider ligner velgørenhed. Og som jury i Cannes Lions vil vi gerne inspirere og udstikke branchens fremtid,” sagde juryformanden i Promo & Activation Lions, Susan Credle, Chief Creative Officer, Leo Burnett, Global.
”Vi forventer hele verdens involvering i arbejderne, men hvad med det arbejde, der fylder meget i mange kreatives hverdag: At flytte produkter? Her er en case, der i dén grad formår at gøre det – med en stor portion mod. For det kræver mod at hylde egoismen – og så tilmed ved juletid.”
Grand Prix’en gik til ”Sorry I spent it on myself” fra Adam&EveDDB for Harvey Nichols.
Luksusvarehuset lancerede en række skodprodukter, der blev solgt med schwung – ”non-Swiss pen” og ”real plastic door stop”. Ideen var, at forbrugerne kunne købe tandstikker, klips etc. som julegaver til småpenge for at så bruge resten på sig selv.
Hele bunken – 20.000 produkter – blev solgt på blot tre dage, båret frem af print, PR, brochurer og onlinefilm. Kampagnen med et udtalt element af tungen-lige-i-munden havde et beskedent budget – sammenlignet med konkurrenterne, understreges det i casevideoen – men formåede at blive den mest debatterede og omtalte julekampagne, og formåede – næppe uvæsentligt – at øge Harvey Nichols julesalg.
Det svenske jurymedlem, tekstforfatteren Hedvig Hagwall fra King, fremhæver kvaliteten – det være sig detaljeringsgrad og tekstarbejde – i at sælge eksempelvis bundpropper som luksusvarer.
”Vi vægter både det brandende og værdibaserede, men Harvey Nichols vejede det brandende element så tungt, at det satte konkurrenterne til vægs. Her blev solgt produkter og bygget varemærke,” siger Hedvig Hagwall til Bureaubiz.
Hun tilføjer:
”Samtidig vil vi gerne sende et signal om social ansvarlighed, og at brands gerne må gøre noget godt. Og det er forklaringen på, at vi både med guldløver og ord fremhæver bl.a. Speaking Exchange fra CNA, Bills Only Collection Box fra Røde Kors og WeAreAllMonkeys fra Neymar.