Stephanie Illgner har valgt at forlade jobbet som marketing- og innovationsdirektør hos Royal Unibrew. Hun er stoppet, og bryggeriet har fundet en afløser.
Der er tale om Ilco Kwast, der er hollænder, og kommer fra et job som marketingdirektør hos Heineken i Mexico.
”Vi har jo gode relationer til Heineken, så da vi forhørte os rundt omkring, fik vi ham anbefalet, så derfor tog vi ham med i feltet, og her fremstod han som den bedste kandidat,” siger Carsten Nørland, der er Managing Director Nordics.
Han ser det desuden som positivt, at man får en person med et internationalt perspektiv. Ilco Kwast træder ind i det helt samme job som Stephanie Illgner, og der er ikke sket ændringer i organisationen.
Stephanie Illgner fortæller, at hun har valgt at forlade jobbet som følge af en uenighed om den fremtidige strategi.
“Ledelsen i Royal Unibrew ønsker en ny retning for marketing, og det har vi drøftet i en længere periode. Udfaldet blev, at vi ikke så ens på fremtiden, derfor er det naturligt for mig at vælge nye græsgange,” siger Stephanie Illgner og fortsætter:
“Jeg efterlader et stærkt og dygtigt team i marketingafdelingen, som har bidraget stærkt til at sætte virksomhedens mærker forrest i konkurrencen og styrke Royal Unibrew generelt. Jeg er særligt stolt af, at vi succesfuldt har repositioneret Danmarks mest populære sodavand, Faxe Kondi, at vi har bragt Egekilde i en position som markedsleder og flere gange er blevet hædret for at udvikle værdiskabende marketingkampagner og innovationer af kunderne.”
Stephanie Illgner fortæller videre, at hun er godt i gang med at kigge på fremtidige muligheder – men hun vil også give sig tid.
“Der skal nu træffes nogle store beslutninger i mit liv og den næste tid vil jeg bruge til at tænke mig godt om, inden jeg beslutter mig for hvad min fremtid skal indeholde af spændende nye udfordringer,” siger Stephanie Illgner.