Denne måned var det atter tid til festivalernes pendant til Nostradamus: SXSW Interactive. Festivalen i Austin trak som sædvane en god del overskrifter og har været på manges læber.
I år var, vanen tro, en del danske branchefolk derovre for at få et indblik i fremtiden. Og et bureau som Hjaltelin Stahl havde sågar sendt, hvad der fremstod en mindre delegation til Texas.
Flere af dem, der tog flyturen over Atlanten, fandt sig dog mere eller mindre undervældet af det arrangement, der ellers står som den hellige gral indenfor tech og innovation. Tendenserne på årets festival var krystalklare, men AI, VR, AR og Chatbots var fænomener, som de færreste festivalgængere ikke havde stiftet indgående bekendtskab med før deres ankomst til den sydlige stat.
Vores klummeskribent Kristoffer Okkels var en af dem, der ikke fandt fantastisk meget nyt under Austins sol. Du kan læse hans førstehåndsbetragtninger fra festivalen her.
Det er bestemt altid rart at få udvidet horisonten, opleve luftforandring og blive inspireret. Men man kan overveje i hvor høj grad, man behøver at rejse kvartvejs rundt om kloden for at få sit skud inspiration. Det er lidt ligesom dem, der tager til Tibet eller Indien for at meditere og finde sig selv, selvom det er en praksis, der meget vel kan udføreres på nærmeste stol. Forstå mig ret.
Nogle gange ligger inspirerende indsigter bare mere lige for, end man måske går og tror. Personligt tror jeg f.eks., at der er mange, der havde fået lige så reel brugbar indsigt i, hvad der rør sig i fremtidshorisonten, ved at troppe op til design- og innovationbureauet Fjords trend-arrangement, end ved at stå i kø på SXSW til shows med pensionerede astronauter eller afgåede præsidenter (selvom det er fedt at sige til branche-kammeraterne).
Til Fjords arrangement, som de afholdt to uger før SXSW, præsenterede Fjords stifter, Marc Curtis, otte trends der vil præge 2017 og de næste par år frem. En af disse trends var det, for mig, helt nye begreb, Blurred Reality (BR), der går på, hvordan fremkomsten af b.la. VR og AR vil ændre vores måde at interagere med computere – samt digitalt og teknologisk tilstedeværende brands – på.
Du kan læse vores artikel, der gennemgår de otte trends her.

Trangen til fri tale
En anden ting vi fæstnede os ved i indeværende måned, var et ærlige interview med den afgående marketingdirektør i B&O, Peter Svarre.
Svarre har opsagt sin prestigefulde stilling i den hæderkronede danske designvirksomhed, for at få lov og tid til igen at kunne tale frit.
Peter følte sig fejlplaceret i B&O, og savnede sin fortid som foredragsholder, ekstern konsulent og forfatter – og det valgte han at reagere på. Det var forfriskende at tale med Peter som ikke holdt noget tilbage om sine oplevelser på kundesiden.
Læs interviewet her.

Angreb på bureauboom
Bureaubiz var i Marts måned også ude og interviewe en af reklamebranchens gudfædre – Jesper Kunde.
Kunde har et horn i siden på bureaubranchen af i dag. Han synes simpelthen, at der er for mange bureauer, og at reklamebranchen er blevet for kompleks og bureaulandskabet for uoverskueligt.
Kunde synes, at det hele var lettere før digitaliseringen og et andet fænomen som han fæstner sig ved, er en digital lemminge-effekt:
”Man er nødt til at følge med udviklingen, men hvis jeg kigger tilbage, er det mest rystende den der lemminge-effekt: Nu kommer der noget nyt, og så skal vi alle sammen med på bølgen! Mange nye ting er totale flop, og hvis man prøver det af, finder man også ud af, at det ikke dur.”
Jesper Kundes holdninger blev ikke delt af alle og tiltrak nogle kritiske kommentarer som du, sammen med artiklen, kan læse her.
Vi læses ved i næste måned.
