Mediabroker: Stabile tal dækker over stor turbulens

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Mediabureauet har i 2013 oplevet ændringer på 5 ud af 20 stillinger mod normalt 1-2 om året.

Året 2013 var alt andet end kedeligt for GroupM-mediabureauet Mediabroker. Umiddelbart ser tallene ellers ud til at afspejle stor stabilitet med marginal fremgang.

Men når adm. dir. Peter Ottesen skal sætte ord på året, så bliver det helt anderledes dramatisk.

“De udramatiske tal dækker over et ganske dramatisk og hårdt år, hvor vi oplevede markedet som særdeles hårdt (negativ vækst). Jeg kan i bureauets historie kun huske et år der var hårdere end 2013 – og det er tilbage til de tidlige opstartsår i 00’erne,” siger Peter Ottesen.

Og så er det ikke engang konjunkturerne, han ser som den hårdeste del af året.

“Det er den redefinering af alle bureauernes forretningsgrundlag vi ser i disse år,” siger Peter Ottesen og fortsætter: 

“Vi har da også i 2013 skulle arbejde med at genopfinde os selv og finde ind til  kernen af bureauets DNA. Det er et tidskrævende arbejde, som også betød at vi i løbet af året har haft ændringer på 5 ud af 20 stillinger (medarbejdere)– hvilket er meget i forhold til  virksomhedens størrelse. Vi plejer kun at have 1 – 2 ændringer på et år.”

Peter Ottesen konstaterer, at bureauet ikke er helt i mål endnu.

“Men vi er klart  kommet over toppen af bjerget og kan nu se at der er mere medvind nu end modvind. Tæt på første halvår af 2014 tegner det da også til at vi i 2014 kan levere en væsentlig pænere vækst end i 2013,” siger Peter Ottesen.

Nøgletal for Mediabroker

  • Omsætning 206,036 mio. kr. -2,8 pct.
  • Bruttoavance 19,697 mio. kr. +4,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,051 mio. kr. -1,4 pct.
  • Lønandel 54,9 (54,1)
  • Resultat af primær drift 2,375 mio. kr. +3,2 pct.
  • Resultat før skat +2,559 mio. kr. +0,3 pct.