Pfizer, der med en omsætning på 280 mia. kr. er blandt verdens største medicinalvirksomheder, har valgt Reputation i København som hub for en portefølje af consumer brands i syv lande – herunder Rusland, som er et af de 10 største og hurtigst voksende OTC (ikke-receptpligtig medicin) markeder i verden.
”Det var Pfizer i New York og vores søsterbureau, Publicis New York, der udpegede os til strategi- og kampagneudvikling og til at drive projekter i Rusland, Holland, Irland samt i de nordiske lande. Vi er valgt for vores internationale erfaringer med produktlanceringer, kategoriledelse og når medicinalvirksomheder switcher fra receptpligtig medicin til håndkøbsmedicin,” siger Christian Madsen, der er kontaktdirektør på Reputation.
Rusland har i øjeblikket har verdens opmærksomhed – herunder også Reputations:
”Vi følger naturligvis tæt de forretningsmæssige konsekvenser af situationen i Ukraine. Som alle andre håber vi inderligt på en hurtig og fredelig løsning”, siger Christian Madsen.
Han tilføjer:
”Vi har fået en flyvende start på samarbejdet, og vi kan mærke en stor kundetilfredshed – også på vores priser, hvad vi danskere ikke nødvendigvis er vant til. Men produktionsomkostningerne på eksempelvis TVC’er i Rusland er ret høje, og det giver os en konkurrencefordel.”
At det russiske marked er endt under Reputations vinger, skyldes også indsigter og erfaringer, bureauet høstede på nærmeste hold sidste år. Adm. direktør Alexander Peitersen forklarer:
”I min funktion som konstitueret direktør for Publicis Healthcare i Moskva i en periode i 2013 fik jeg muligheden for at få et godt indblik i det russiske marked, ligesom der er etableret et stærkt lokalt netværk, som vi nu kan trække på.”
Alexander Peitersen er sidenhen også indtrådt som CEO for søsterbureauet i Finland.