Nordjysk onlinespil tager kampen op mod Danske spil

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Desuden går Spil.nu efter først Holland, England og siden det asiatiske marked.

I 2011 blev det danske spilmarked liberaliseret og samme år blev den nordjyske spilvirksomhed Spilnu.dk grundlagt af bl.a. Mads Peter Veiby, der i sin tid solgte teleselskabet M1 til TDC.

Det har indtil videre gået ganske godt. Fra 2012 til 2013 blev bruttofortjenesten næsten fordoblet og nåede 46 mio. kr. Det resultat skal nu bruges til at gå ind i første omgang i Holland og England.

Senere er der overvejelser om at gå ind i Asien.

”Vi har afholdt alle udgifter i forhold til udviklingen af spillene og det er relativt nemt for os at få det klonet og oversat til andre lande”, siger Mads Peter Veiby til Børsen.

Samtidig er ambitionerne store på det danske marked.

”Vi har en klar målsætning om, at vi skal være nummer et i Danmark inden for onlinekasino. Danske Spil er de største, de har et godt navn og en stor kundedatabase, men der er ingen barrierer for, at vi ikke skal kunne overtage en stor del af deres markedsandel, siger Mads Peter Veiby til avisen.

Ifølge stifteren har Spilnu.dk den klare fordel, at man selv udvikler kasinospillene, mens andre køber sig til dem og derfor har relativt ens produkter.

”Der findes få virksomheder i verden, som udvikler kasinospil. Vores konkurrenter køber deres spil fra de samme udbydere. Derfor får de ens produkter, som de lægger forskellig farvelade på. Men eftersom man kan spille unikke spil hos os, har vi stor succes med at tiltrække kunder”, siger han til avisen.

Børsen, p. 10.