Der er to historier i AdPeoples regnskab for 2013. En god og en dårlig.
Den dårlige er et markant fald på både top- og bundlinjen. Den gode er, at bureauet stadig har et solidt overskud og præsterer en overskudsgrad, som med sine 15,7 ligger over, hvad mange bureauer kan præstere.
Tilbagegangen har først og fremmest én forklaring – nemlig en ny strategi hos Dell, der har valgt at droppe sine consumer-rettede aktiviteter i EMEA-regionen.
“Dell er fortsat en af vores vigtigste kunder og vi har stadig høj aktivitet på hele businessdelen, men det er klart at når sådan en stor beslutning tages, så er det svært for os på kort sigt at indhente”, siger adm. dir. Sille Stener, og tilføjer, at det heldigvis er kommet i en takt, som har gjort det muligt at skære til.
Dell har været kunde hos Adpeople lige siden bureauets fødsel for 13 år siden, og fyldt meget. Men de sidste to år er aktiviteterne faldet, og derfor er AdPeople nu i gang med en betydelig omstillingsproces. Dog ikke i forhold til bureauets overordnede strategi.
“Vi er fortsat et bureau, der har en organisation og kompetencer, som passer perfekt til at hjælpe store firmaer på tværs af grænser, og satsningen på dette er uændret,” siger Sille Stener og fortsætter:
“Der, hvor vi har en transformation i gang, er primært på vores synlighed i hele EMEA og på den digitale front. Vi har gennem en årrække haft meget travlt med at servicere vores kunder og har derfor fokuseret mindre på at synliggøre vores kompetencer overfor andre og det er vi ved at ændre på.”
AdPeoples datterselskab i Bangladesh har fornylig fejret sin 10 års fødselsdag, og her går det godt.
“Det er en forretning, der til fulde har vist sin eksistensberettigelse,” siger Sille Stener.
Hun ser fortrøstningsfuldt på fremtiden. Sidste år fik man Motorola Solutions på kundelisten, og den er begyndt at fylde på bureauet. Hertil kommer, at Saxo Bank igen er begyndt at fylde noget. Man vandt den sidste år, men på grund af forskellige organisatoriske ændringer blev samarbejdet noget turbulent i den første periode.
“Men nu er vi tilbage som lead – ikke bare på branding men også digitalt,” siger Sille Stener og fortsætter:
”Vi er fortsat i et hårdt marked og der skal fortsat kæmpes for de gode opgaver, men vi mener vi har en vindende formel med at kunne levere effektive løsninger for globale virksomheder, hvor fokus er på at få den maksimale effekt af hver krone investeret.”
Nøgletal for AdPeople
- Bruttoavance 72,545 mio. kr. -20,8 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 884.695 kr. -9,2 pct.
- Lønandel 61,2 (58,1)
- Resultat af primær drift +11,381 mio. kr. -45,0 pct.