Ny direktør til Adtomic fundet på kundesiden

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauet spreder sin ledelse og vil styrke specialist-kompetencerne. Første tiltag er en direktør for Account & Digital, der før var ansvarlig for Sony Nordics digitale platforme.

Adtomic flytter om – ikke fysisk, men ledelsesmæssigt. Og specialisterne får mere at skulle have sagt.

Ny VP for Account & Digital er Miriam Gode, der er kommet til bureauet fra kundeside – fra en stilling som ansvarlig for Sony Nordic Digital Platforme. Hendes fokus vil være sociale medier og content marketing – ikke kun inden for BtC, men også inden for BtB og healthcare.

”Vi oplever på tværs af kunder – særligt de nye kunder – et ønske om og en erkendelse af at tænke sociale medier og digitale ind i kommunikationen fra start. Det gælder også inden for BtB. En undersøgelse viste for nylig, at der står 5,4 personer bag hver beslutning inden for BtB, og at 72 pt. bruger sociale medier som research, inden de træffer beslutningen,” siger Miriam Gode, som før Sony var på bureauside i form af communitybureauet Very.

Hun tilføjer:

”Jeg ser ikke den store forskel mellem BtC og BtB, men tænker mere people to people.”

Miriam Gode er som direktør fremtrædende i sin specialistrolle, og dem – altså specialister, ikke direktører – skal bureauet have flere af.

”Adtomic løser komplekse forretningsproblemer gennem kommunikation, og vores kunder har komplekse produkter. Det kræver, at vi har evnen til at rådgive på alle plan. Ikke at vi skal eksekvere alting selv, men vi skal tænke alle specifikke roller ind fra start,” siger Miriam Gode.

Der er dog med Miriam Godes tiltrædelse ikke kommet flere direktører hos Adtomic, for bureauet har sagt farvel til Alan Emmins, der var Executive Vice President. Han skal til McCann Copenhagen.