Tæppeland har 38 butikker og ca. 200 ansatte – og en stærkt prisfokuseret profil med tilbudsaviser som det primære medie.
Men profilen skal nuanceres – og det skal Bocca nu hjælpe kæden med. Hidtil har Tæppeland samarbejdet med Republica.
“Tæppeland har et særdeles stærkt kendskab. Alle kender kæden – men ikke nødvendigvis dybden i sortimentet, og det skal kommunikeres mere end, det hidtil er blevet. Kendskabet skal nuanceres med mere kundskab. Prisfokus forlades ikke og tilbudsavisen dør heller ikke. Men den bliver skåret ned til fordel andre aktiviteter for at løse opgaven”, siger adm. dir. Morten Theil.
Han ved ikke, om Tæppeland har talt med andre bureauer – men han fortæller, at bureauet selv henvendte sig til selskabet som et new bizz initiativ.
Den nye kunde udløser ikke nyansættelser.
“Vi vandt Slotsarkaderne i Hillerød for en måned siden og det udløste ansættelse af et par folk. Men vi mærker også Finanskrisen gennem eksisterende kunder, og havde vi ikke vundet Tæppeland, så kunne vi være nødt til at skære lidt i de variable omkostninger som f.eks. brug af free-lancere. Men med Tæppeland har vi sikret os en positiv udvikling i det nye år”, siger Morten Theil.