Carlsberg-brandet har fået en ny mand på toppen. Efter mindre end to år på posten som Global Brand Manager har Thomas Moradpour taget turen tilbage til Paris, hvor han er blevet International Marketing & Communication Director for Hennesy.
Han kom til Carlsberg fra Pepsi i efteråret 2012.
I stedet har Mikkel Pilemand fået tildelt ansvaret for udviklingen af brandet med titel af Vice President Carlsberg Brand, Global. Han er fundet internt, idet han kommer fra et job som Vice President Marketing i Vesteuropa.
Selvom der er sket en udskiftning af brand manager, så er opgaven grundlæggende den samme. Carlsbergs topchef, Jørgen Buhl Rasmussen har en vision om, at Carlsberg skal være et ikonisk brand, og det indebærer en mere central styring af markedsføringen. Noget som Mikkel Pilemand har erfaring med fra tidligere job hos Reckitt Benckizer og Procter & Gamble.
“Øl er en fantastisk kategori, som er mere emotionel. Men den er også mere lokalt styret, og derfor kan man ikke bare overføre de samme principper som i FMCG-virksomheder som Reckitt Benckizer og P&G. Men der er ingen tvivl om ambitionen om at få større sammenhæng på tværs af grænserne,” siger Mikkel Pilemand.
Med ham får man igen en dansker i spidsen for brandet globalt.
“Min danske baggrund betyder, at jeg har historien i mig. Men samtidig har jeg arbejdet halvdelen af mit liv uden for Danmark i en række forskellige lande og med globale brands. Jeg tror den internationale erfaring er betydningsfuld i jobbet,” siger Mikkel Pilemand.